Vi længes efter, at noget rører ved os - efter resonans.

Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen

Jo hurtigere vi løber, jo mere længes vi efter en alternativ måde at leve på.

Sådan sagde den verdensberømte tyske sociolog Hartmut Rosa i dag i en stuvende fuld aula på Roskilde Gymnasium.

Tilsyneladende er dette budskab noget, der vækker genklang – eller man fristes til at sige; skaber resonans – blandt de mange besøgende på den tværkirkelige festival Himmelske Dage, der i Kristi himmelfartsdagene løber af stablen i Roskilde.

I hvert måtte flere, på grund af brandsikkerhed, afvises venligt i døren. Nogle blev hængende og ventede på, at de måske var så heldige, at nogle forlod salen.

De, der var så heldige at få en plads i aulaen, kunne overvære en samtale mellem Hartmut Rosa og Svend Brinkmann – ledt kyndigt af Liv&Sjæl-journalist på Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius. En samtale, der var fuld af tyngde, humor, nysgerrighed og vid.

”Jo hurtigere vi løber, jo mere længes vi efter en alternativ måde at leve på. Vi længes efter resonans. Det er også derfor, vi deltager i Himmelske Dage. Vi ved ikke præcis, hvad det er, vi længes efter. Men vi længes efter, at noget rører os, at noget taler til os. Det kan være én, der siger noget, et stykke musik, en handling. Vi længes efter noget, der rører os og bryder hamsterhjulets logik,” sagde Hartmut Rosa – blandt andet – da Bjørg Tulinius bad både ham og Svend Brinkmann svare på spørgsmålet: Hvad tæller i tilværelsen?

Debatten mellem de to var nemlig annonceret under denne overskrift og med tilføjelsen: ”Om den nødvendige åbenhed over for alt det i tilværelsen, vi ikke kan kontrollere og forudberegne.”

Resonans - en alternativ måde at være i kontakt med verden

Og det er i høj grad det, Hartmut Rosas resonansbegreb handler om.

Selve begrebet resonans hører oprindeligt hjemme i fysikken. Det betegner den situation, hvor to systemer går i svingninger med hinanden.

Resonans, er, ifølge Hartmut Rosa, en alternativ måde at være i kontakt med verden på. Et alternativ til den distancerede, instrumentelle tilgang, der dominerer et samfund præget af evig acceleration i jagten på vækst. 

Resonans handler om relationen til sin omverden og sine medmennesker. Om at opleve at være på bølgelængde med sine omgivelser og dermed overskride den fremmedgørelse, vi så nemt oplever i vores moderne højhastighedssamfund.

Der findes ikke, påpegede Hartmut Rosa, en guide til, hvordan man erfarer resonans.

”Det er noget, der rører dig. Noget, der taler til dig. Noget, der bevæger dig. Du rækker ud, du vil svare - og du vil opleve, at det ændrer dig,” sagde han og pointerede, at erfaringen af resonans er flygtig. 

Fokus på at tælle, fremfor dét, der tæller

Svend Brinkmann, psykolog, professor, forfatter og kendt fra P1-programmet Brinkmannss Briks, fik nu lejlighed til at svare på spørgsmålet; hvad tæller i tilværelsen?

”I psykologien er vi gode til at tælle, men ikke så gode til at tale om, hvad der tæller,” sagde han, og der blev både grint og nikket i salen. Også Hartmut Rosa nikkede og erklæderede sig længere henne i debatten enig og begræd, ligesom Svend Brinkmann, alt det, der går tabt indenfor faget, når man fokuserer snævert på en kvantitativ tilgang.

”Så hvad er det, der tæller,” spurgte Svend Brinkmann retorisk.

”Jeg tror, det er mening, der tæller,” lød svaret prompte. 

Og resonans, mente Svend Brinkmann, kan være med til at skabe mening – men, sagde han, han tror, at der skal flere komponenter til for at skabe mening i og for et menneske.

Svend Brinkmann foreslog kontinuitet som en supplerende dimension.

”Kierkegaard sagde, den der lever etisk, lever kontinuerligt. For at kunne leve etisk, skal vi kunne regne med hinanden. Min bekymring er, at hvis vi kun har resonans-dimensionen, så har vi kun det, som Kierkegaard omtalte som det æstetiske.”

Det kunne de ikke helt nå til enighed om, og salen responderede med et grin, da Bjørg Tulinius spurgte Hartmut Rosa, om han mente, at resonans er nok. Det mente han.

Resonans hører ikke hjemme på to do-liste

Til gengæld kunne de godt blive enige om det paradoksale i, at resonans kan gå hen at blive endnu en ting på det moderne menneskes uendelige to do-liste. Endnu en ting, der skal præsteres. Endnu en ting, man skal blive god til.

Hartmut Rosa påpeger den fare, der opstår, når og hvis, kapitalismen overtager resonansbegrebet.

”Så overser man, at det ukontrollerbare er essentielt for erfaringen af resonans. Resonans er ikke noget, vi gør. Det er ikke en individuel følelse, det er en relation, og man kan ikke akkumulere resonans.” 

Til slut ville Bjørg Tulinius gerne vide, hvad de tænkte om, at de begge er populære tænkere, kendt i den brede offentlighed, som folk valfarter til – måske med en længsel efter en erfaring af resonans.

Hartmut Rosa svarer, at han ofte bekymre sig for, om han vil skuffe forsamlingen, da han jo blot giver sprog for en erfaring, som er almenmenneskelig – og altså ikke har en færdig løsning på, hvordan vi opnår et samfund præget af resonans.