Udendørsvielser vækker glæde
I 2013 besluttede biskopperne at lave en forsøgsordning med vielser uden for kirkerummet. En ny undersøgelse viser, at det oftest er en god oplevelse for både præster og brudepar.
Lars Ulrick Lousdal
Naturelskere, uformel afslappethed, personligt præg eller sygdom. Der kan være mange årsager til, at et par ønsker at blive viet uden for kirkens mure. Det fremgår i en ny analyse baseret på evalueringsskemaer fra Viborg Stift i perioden 2015-2016. Her har både præster og brudepar reflekteret over deres oplevelse af udendørsvielser.
Personligt og praktisk
Mange par vælger at blive gift uden for kirkerummet, fordi de har en særlig tilknytning til et bestemt sted. De fleste par vælger at blive gift i deres egen have, fordi det giver en personlig og afslappet stemning:
- Haven og de fantastiske gule rapsmarker dannede rammen om det dejligste sted på jorden, hvor vi har boet sammen og skabt vores familie med fire dejlige piger de sidste 20 år, skriver et brudepar i deres evaluering.
Desuden kan det være praktisk at holde både ceremoni og fest på samme sted. Derfor vælger en del at kombinere ritual og festligheder på kroen, i spejderhytten eller sognehuset. Andre er måske ramt af sygdom og har derfor ønsket en vielse på enten sygehuset eller i hjemmet.
Frie rammer kræver forberedelse
En af de største udfordringer ved at blive viet udendørs er vejrforholdene. Derfor er det nødvendigt at have en nødplan, hvis regnen pludselig siler ned over ceremonien. Præsten og parret har derfor altid en eller flere forberedende samtaler før brylluppet for at planlægge.
Når ritualet kommer væk fra sine faste rammer i kirken, er det vigtigt, at den liturgiske grundstruktur bliver overholdt. Undersøgelsen viser dog, at præsterne ofte udviser stor imødekommenhed og kreativitet over for parrets ønsker til vielsen. De friere rammer udenfor kan vække stor begejstring hos menigheden, og præsterne skal derfor også være forberedt på et anderledes flow:
- Det påvirkede stemningen, at vielsen foregik i en gårdhave. Således brød menigheden ud i jubelråb og klapsalver, da brudeparret havde sagt ja til hinanden, skriver en præst i sin evaluering.
Kristendommen tættere på hverdagen
Da biskoppernes forsøgsordning blev vedtaget i 2013 var der fra kritikernes side en frygt for, at udendørsvielser ville lede til tåbelige vielsessteder og selviscenesættelse. Undersøgelsen fra Viborg Stift viser imidlertid, at både præster og brudepar overvejende har haft en god oplevelse.
Langt de fleste fremhæver både positive gevinster som nærvær, højtidelighed og engagement, når vielserne foregår uden for kirken. Samtidigt er folk glade for, at evangeliets budskab kommer ud og tilfører noget særligt til deres personlige omgivelser:
- Det virkede helt naturligt, at alle var samlet i vort hjem. Det blev meget personligt, og vi synes det bragte kristendommen tættere på hverdagen, fortæller et brudepar i undersøgelsen.
Fakta
- Fra april 2013 blev det muligt for brudepar i Danmark at søge om at blive viet af en præst i folkekirken uden for kirkerummet – i første omgang i en 2-års periode. Prøvetiden blev senere forlænget til udgangen af 2016.
- Under forsøgsordningen var det nødvendigt at søge hos biskoppen for hver enkelt handling. Desuden skulle præsten sørge for, at der blev udfyldt et evalueringsskema fra vedkommende selv samt brudeparret.
- I perioden april 2013 til december 2016 var der 1769 vielser uden for kirkerummet i samtlige stifter.
- Undersøgelsen fra Viborg Stift baserer sig på 39 evalueringer fra brudeparrene og 46 evalueringer fra præsterne i perioden 2015-2016.