To bispekandidater går videre til anden runde
Bispevalget i Aalborg Stift blev ikke afgjort i første valgrunde. I stedet skal Annette Brounbjerg Bennedsgaard og Thomas Reinholdt Rasmussen ud i anden valgrunde, der slutter den 27. oktober 2021.
I dag den 21. september kl. 12 blev første valgrunde af bispevalget i Aalborg Stift 2021 afsluttet. Ingen af de tre kandidater opnåede de 50 procent, som det kræver for en kandidat at vinde et bispevalg i en enkelt runde.
Stemmefordelingen blev som følger:
- Annette Brounbjerg Bennedsgaard - 39,2% af stemmerne (603 stemmer)
- Hanne Dahl - 22% procent (339 stemmer)
- Thomas Reinholdt Rasmussen - 38,1 procent (586 stemmer)
Det betyder, at Annette Brounbjerg Bennedsgaard og Thomas Reinholdt Rasmussen dermed er videre til anden valgrunde, der skydes i gang den 6. oktober 2021 kl.10.
Det i alt 1539 (87%) af de i alt 1768 stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer og præster i Aalborg Stift, der har afgivet deres stemme.
Bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen ser frem til anden valgrunde.
- Vi er klar til en anden valgrunde. Jeg håber meget, den her runde kommer til at handle om, hvad vi står for. Det har det også gjort før, men jeg håber i endnu højere grad, at det kommer til at handle om, hvad præst, menighedsråd og kirke er. Det glæder jeg mig til og til at tale om sagen. Det er jo dét, det handler om.
Bispekandidat Annette Brounbjerg Bennedsgaard er også klar til at anden valgrunde skydes i gang i oktober.
- Jeg er simpelthen så glad og beæret over den tillid, folk har vist mig i afstemningen. Jeg er klar på en ny runde. Energi går jeg aldrig ned på. Grundlæggende vil jeg gøre det, jeg har gjort hele tiden. Altså fortælle, hvad jeg står for, og hvad mit blik er på, hvad der er godt for folkekirken fremadrettet. Fortsat have samtalerne med folk om kirken.
Anden valgrunde slutter den 27. oktober 2021 kl. 12, hvor den kandidat der får flest stemmer vinder valget og bliver indstillet til kongelig udnævnelse.
Bispevielsen finder sted den 12. december 2021 kl. 14 i Aalborg Domkirke, og den nye biskop indtager bispesædet den 1. december 2021.
Den nye biskop afløser den nuværende biskop, Henning Toft Bro, der har siddet siden 2010 og i marts 2021 meddelte, at han går af. Han holder afskedsgudstjeneste den 3. oktober 2020 i Aalborg Domkirke.
Mere om bispevalget i Aalborg Stift
Besøg tema-siden for bispevalget i Aalborg Stift 2021.
Siden opdateres løbende.