Fortsæt til hovedindholdet
15. februar 2024

Støtte til lutherske kristne i Palæstina

Fra venstre mod højre ses biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, biskop Azar fra den lutherske kirke i Jordan og Israel, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Peter Lodberg. Foto: Den evangelisk-lutherske kirke i Jordan og Det Hellige Land. 

Formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, professor dr.theol. Peter Lodberg, og biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, er netop vendt hjem fra et solidaritetsbesøg hos biskop Azar fra den lutherske kirke i Jordan og Palæstina.

Besøgets formål var at vise solidaritet med alle civile ofre for den igangværende krig. Samtidig ønskede Folkekirkens mellemkirkelige Råd at vise sin støtte til kirkens arbejde med at hjælpe ofrene og til kirkens indsats for fred og forsoning.

Besøget fandt sted tirsdag den 13. og onsdag den 14. februar 2024.

Peter Lodberg og Marianne Christiansen overrakte et brev til biskop Azar, som fordømmer volden og fremhæver kirkernes fælles kald til fredsskabelse og beskyttelse af de svage. En vigtig del af den mellemkirkelige opgave er at støtte og holde kontakt til kirker i svære konfliktsituationer. 

”Det var bevægende at opleve, hvor stor pris biskop Azar og den lutherske kirke satte på vores besøg”, udtaler Peter Lodberg. ”Kirken er i en meget vanskelig situation, fordi besættelsen af Vestbredden og krigen i Gaza skaber næsten umulige forhold for kirkens arbejde.”

”Mødet med de palæstinensiske kristne gjorde et stærkt indtryk”, udtaler biskop Marianne Christiansen. ”På den ene side føler de sig glemt af verden og ramt af den forfærdelige situation i Gaza og på Vestbredden. På den anden side er de fast besluttede på deres opgave som brobyggere og i deres indsats for genopbygningen af et samfund, der ligger i ruiner.”

De to dages besøg rummede en række møder med ledere fra andre kirkesamfund, besøg på skoler og Augusta Victoria Hospital, der er en livsnerve for palæstinensiske patienter.

Vedhæftet er:
Program for besøget

Det originale brev på engelsk

Dansk oversættelse af brevet

Letter of endorsement Danish Bishops


Rapport

Her kan du læse rapport fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råds delegationsrejse til Palæstina den 13.-14. februar 2024 ved biskop Marianne Christiansen og Peter Lodberg, professor, dr. theol. og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd