Sjælesorg i bedste sendetid
Når præst Michael Brautsch medvirker i tv-eksperimentet ’Gift ved første blik’, er det hans opgave at lytte. Ikke matche. Ikke fikse. Bare lytte. Læs, hvorfor han mener, at det giver mening, at en præst har den opgave.
Astrid Højbjerg
Når sognepræst Michael Brautsch toner frem på DR1 i kærligheds-eksperimentet ’Gift ved første blik’, er han en del af et ekspertpanel, som skal hjælpe otte håbefulde ny-gifte med at finde kærligheden i et arrangeret ægteskab indgået med en fremmed.
Og det giver i høj grad mening, at en præst fra folkekirken medvirker i den populære serie, der i sidste uge havde over en halv million seere. Det mener den 55-årige præst.
Som præst fungerer Michael Brautsch nemlig som sjælesørger i tv-eksperimentet. Sjælesorg betyder omsorg for sjælen, og det er en kerneydelse i folkekirken.
- Præster har ikke kun erfaring med at tale med mennesker, som gerne vil leve samme hele livet, men også med folk, som vil skilles fra hinanden igen. Præsten fungerer som samtalepartner og sjælesørger for mennesker alle steder i livet, også når det er svært, siger Michael Brautsch, der til dagligt er præst i Frederiksberg Slotskirke.
Hør Michael Brautsch fortælle om baggrunden for sin medvirken i det populære tv-eksperiment.
Præsten skal lytte – ikke fikse
Med Michael Brautsch kan de medvirkende par i sæson fem af ’Gift ved første blik’ tale åbent om de udfordringer og frustrationer, de oplever undervejs.
Som præst har han en anden tilgang til parrenes udfordringer end resten af ekspertpanelet.
Hvor psykologen måske vil analysere adfærdsmønstre, sexologen måske have fokus på intimitet og parterapeuten forsøge at løse konflikter mellem parrene, er det præstens opgave at lytte. Ikke andet.
Præsten skal ikke løse problemet, men lytte og trøste, og den rolle står stærkere, fordi Michael Brautsch ikke længere er med at til matche deltagerne i den indledende fase.
- Jeg har ikke en aktie i matchingen og kan derfor have en mere alfaderlig rolle, som deltagerne kan henvende sig til, når de har behov for en skulder at græde ud ved, eller når der skal gydes olie på vandene, siger Michael Brautsch.
Ikke et kristent sigte
Der er ikke et specifikt kristent sigte med ’Gift ved første blik’. Alligevel mener Michael Brautsch, at der er mange af kristendommens værdier i programmet.
- De ligger så dybt forankret i vores kultur, at det kan være svært at pille nogle ud og fremhæve dem som specifikt kristne, men hele det store fokus på kærligheden, og det at vi overhovedet er rummelige og inkluderende i vores liv med hinanden, er meget kristne dyder, mener præsten og drager en parallel til apostlen Paulus.
- Paulus taler meget om tålmodighed og rummelighed, og det er dyder, som vi prøver at minde vores deltagere om; Hvis du ikke er et rummeligt og inkluderende menneske, så fungerer det her eksperiment ikke. Det taler lige ind i kristendommen, siger Michael Brautsch, der med sit syn på kærlighed også går til kamp mod en tidstendens:
- Tidsånden vil sige, at den vigtigste person i livet er dig selv. Kristendommen vil altid sige noget andet, og det vil jeg også i ’Gift ved første blik’. Jeg vil altid sige: Det er ikke dig selv, der er den vigtigste. Den vigtigste er din partner, eller i hvert fald jer to og det, I to skaber sammen, slutter Michael Brautsch.
Du kan læse mere om sjælesorg i folkekirken her.
Har du eller en, du kender, brug for en at tale med, kan du finde hjælp her.
’Gift ved første blik’ vises hver onsdag kl 20.00 på DR1.