Sådan bevarer vi håbet i 2024
Krig, klimaforandringer og en presset ungdom er nogle af de udfordringer, vi tager med os ind i 2024. Hvordan møder vi dem bedst? Og hvor kan vi finde håb og handlemuligheder? Det har vi spurgt tre præster om.
MISTRIVSEL BLANDT UNGE
Jakob Monberg Hansen, ungdomspræst
Hvilke udfordringer står vi ifølge dig overfor i 2024?
Det er et komplekst emne, som egentlig fortjener en nuanceret diskussion, men overordnet set kan vi sige at: Stort set alle undersøgelser peger på, at stress, angst og depression er stærkt overrepræsenteret hos unge mennesker. Disse diagnoser er især præget af rumination – altså tendens til uophørlige negative tanker og bekymringer.
Kort sagt (for kort), er ungdommens største udfordring, at den tilsyneladende er ved at bekymre sig halvt ihjel. De fagfolk, jeg taler med, støtter mig i den opfattelse, at en af de absolut hyppigste bekymringer, er frygten for at være utilstrækkelig. Denne frygt har ofte baggrund i et tårnhøjt ambitionsniveau, ligesom tærsklen for fejl er tilsvarende lav.
Men eftersom det gennemsnitlige menneske (logisk nok) ikke er exceptionelt, oplever alt for mange unge en invaliderende følelse af slet ikke at være god nok.
Hvordan møder vi bedst disse udfordringer som mennesker og samfund?
Det er et svært spørgsmål, men et godt sted at starte ville være én gang for alle at lægge den svært kommercialiserede myte om ”at man kan, hvad man vil” i graven. For det kan man ikke. Vi mennesker har ikke særlig meget magt over vores tilværelse. Vigtige ting som karriere, helbred og livspartner er i høj grad præget af ting, vi kan kalde ”tilfældigheder”.
I stedet for ”Du kan, hvad du vil”, burde vi måske begynde at sige ”Du er ikke dit job, du er ikke dine venner, og du er ikke unik. Men vi elsker dig meget højt.”
Eller som Gud sagde til Job: ”Er det dig, der har skabt Himlen og Jorden? Nej? Så kan du godt skrue lidt ned for forventningerne.”
KRIG OG KONFLIKT
Morten Fester Thaysen, domprovst
Hvilke udfordringer står vi ifølge dig overfor i 2024?
Krigen i Gaza vil vi skulle forholde os til i 2024. Hvor krig førhen har været noget, der er foregået langt væk, er dette en krig, der trækker tråde til vores eget land. Krigen gør noget ved os. Store demonstrationer til fordel for palæstinenserne har fundet sted i adskillige af landets storbyer. Her er det ikke bare palæstinensere men også mange andre, herunder mange danskere, der råber kampråb mod Israel.
At kunne demonstrere er en demokratisk ret i Danmark, men der kan også være noget forførende over demonstrationerne. De kan give en berusende følelse af at have sandheden på sin side. Man går der i flok og råber paroler mod sine fjender. Demonstrationerne skaber dermed et polariseret billede af et ”vi” og ”de andre”. De andre er en ansigtsløs og dehumaniseret masse, som vi skal befries fra. ”From the river to the sea, Palestine will be free”, råbes der. Fri for hvem? Jøderne?
Hvordan møder vi bedst disse udfordringer som mennesker og samfund?
Det er ikke uden grund, at jøderne i Danmark er bekymrede. De kender parolernes logik. Antisemitismen har igen vist sit uhyggelige ansigt. Synagoger og skoler bevogtes af politiet. Et af de mest anfægtende spørgsmål i 2024 er, hvordan vi har tilladt at lade det komme hertil.
Hvis den kristne kirke skal være sit navn værdigt, skal den insistere på, at der er en konkret virkelighed bag demonstrationernes paroler. En virkelighed, hvor der ikke findes et ”vi” og ”de andre”. Der findes kun det konkrete menneske med et ansigt, et navn og en historie.
Håbet er ikke, at en af parterne får ret. Håbet er, at de ser hinanden. Håbet er altid et håb mod håb. Ikke desto mindre er håbet den stærkeste kraft, der findes.
KLIMAFORANDRINGER
Elizabeth Knox-Seith, pilgrims- og sognepræst
Hvilke udfordringer står vi ifølge dig overfor i 2024?
Den største udfordring for alle generationer i 2024 kan samles op i to ord: Klima og krig. Der er mere end nogensinde er brug for, at vi gør noget ved vores forbrug og produktion, så vi kan forhindre at ”kloden tipper”. Men samtidig raser der voldsomme krige, f.eks. i Ukraine og Gaza. C02-udslippet fra hver enkelt missil, der falder, bidrager absolut ikke til at genoprette den sårbare balance. Der er risiko for, havene oversvømmer de mindre ø-samfund, og at klimaet ændrer sig så drastisk, at mennesker og dyr må flygte fra deres kendte leve-områder. Dette blev understreget på COP28, det seneste klima-topmøde. Frustrationen over at der (igen) ikke kunne skabes enighed om en tilstrækkelig radikal handleplan har bredt sig blandt klima-aktivister, især i de yngre generationer. Blandt unge eksisterer der en såkaldt ”klima-sorg”, sorgen over, at verden udvikler sig, som den gør.
Hvordan møder vi bedst disse udfordringer som mennesker og samfund?
Det kan være svært at finde en mening med fremtiden, og en mening med at sætte nye generationer i verden. Kirker rundt omkring opretter klima-sorggrupper, og vi gør, hvad vi kan, for at ”holde håbet oppe”. Men håbet klinger nemt hult. Alligevel kan vi i det små gøre meget – f.eks. pege på den glæde, der gemmer sig i naturen, med solsortens kalden, solens lys og træernes rodfæstede styrke. Det gælder om at blive ved med at kunne se Guds små mirakler, vist i små glimt, gennem alt det, vi kan opleve. Gennem disse strejf af håb, som findes i det små, får vi kræfter til også at arbejde for at skabe forandring.