Fortsæt til hovedindholdet
8. juni 2015

Religion i det offentlige rum til debat på Folkemødet

Er religion blevet noget bøvl, som politikere forsøger at komme uden om med ’neutralitetspolitikker’? Det og meget andet sætter folkekirken til debat på Folkemødet. 

Folkemødet Allinge Havn

Folkekirken byder op til samtale og debat på årets Folkemøde i teltet på Allinge Havn.

Selv om flere toppolitikere melder afbud til Folkemødet, vil Bornholm igen i år summe af samtaler og debat, når mere end 500 foreninger, interesseorganisationer og politiske partier mødes for at diskutere, hvad vi vil med det danske samfund. Folkekirken er med og sætter forholdet mellem kirke og samfund til debat i teltet på Allinge Havn.

Her kan man høre Steffen Damgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og Inge Lise Pedersen, fhv. formand for Landsforeningen af Menighedsråd diskutere kirkens rolle i udkantsdanmark. Også kirkens arbejde blandt mennesker i offentlige institutioner kommer i fokus gennem en række samtaler om ’Livet på kanten’ mellem præster, ansatte og borgere, som har mødt hinanden på sygehuset, i fængslet eller under udsendelse med Hæren.

Tryner neutralitetspolitikker mangfoldigheden?

Lørdag eftermiddag rykker folkekirkens program til et af de store mødetelte ved Allinge Røgeri med et ’dilemmaspil’ om religion i det offentlige rum. Er neutralitetspolitikker en måde at styrke eller tryne mangfoldigheden på, bliver der spurgt, når tidl. DR vært Anja Bo styrer løjerne, og politikere, filosoffer og debattører diskuterer bederum på supersygehusene og markering af religiøse højtider i skoler. Eller findes der løsninger, der kan håndtere både mangfoldighed og religion i det offentlige rum? Arrangementet foregår som et dilemmaspil, hvor publikum skal stemme med fødderne og får mulighed for at deltage i debatten.

Udlandsdanskere, klimakirke og fællessang er også på programmet i folkekirkens telt, hvor der hele ugen også er kaffe på kanden og tid til en snak om kirke, kultur og samfund.

Bag programmet i folkekirkens telt står Stifterne, Danske Sømands- og Udlandskirker, Folkekirke og Religionsmøde, Landsforeningen af Menighedsråd, folkekirken.dk og en række præster og frivillige.

Se hele folkekirkens program på Folkemødet her

Læs mere om Folkemødet på Bornholm her