Fortsæt til hovedindholdet
25. januar 2017

Psykisk syge jubler over støttekroner

Glæden er stor blandt psykiatripatienter, efter Den folkekirkelige Udviklingsfond har støttet deres kor.
- De fleste har begrænset netværk og ingen pårørende, så det betyder meget, at nogen ser et potentiale i dem, siger lederen af 'Hjørnet'.

En del af 'Rebellens Kor' samlet inden en kortime. Siddende nederst ses de to korledere Anne-Sofie Lund Sørensen og organist Sabina Lundegaard. Yderst til højre ses daglig leder af 'Hjørnet', Stina Arildslund, og hendes søn. Foto: Alexandar Søndergaard, kulturlangeland.dk

Astrid Højbjerg

Da Den folkekirkelige Udviklingsfond uddelte i alt 2.1 millioner støttekroner for 2017, endte en del af pengene på Langeland.   

Her har menighedsrådet i Longelse-Fuglsbølle-Skrøbelev taget initiativ til at starte et kor på 'Hjørnet', som er et socialpsykiatrisk bo- og værested for socialt udsatte og psykisk syge.   

Koret er et samarbejde mellem folkekirken og Langeland Kommunes socialpsykiatri, og koret skal give de nyslåede korsangerne mulighed for at opleve glæden ved fællesskabet omkring sang og musik.

- De fleste har et begrænset netværk og få eller ingen pårørende, så det betyder enormt meget for dem, at nogen kan se et potential i dem, og at der er blevet tænkt på dem, da støtten skulle uddeles, fortæller lederen af 'Hjørnet', Stina Arildslund.

Opkaldt efter 'Rebellen fra Langeland' 

Bostedet 'Hjørnet' blev landskendt, da den daværende daglige leder Ole Sørensen medvirkede i DR Dokumentaren 'Rebellen fra Langeland'.  

Og netop den langskæggede rebel har inspireret korets sangere til at døbe koret 'Rebellens kor', også selv om Ole Sørensen ikke længere er leder på 'Hjørnet', men nu er chef for socialpsykiatrien i Langeland Kommune.  

I koret synger både beboere på 'Hjørnet', men også psykisk syge og tidligere misbrugere, som bor i egen bolig, men kommer i 'Hjørnets' værested. 

Præster fik ideen 

Den folkekirkelige Udviklingsfond


- Blev etableret i 2007.


- Yder økonomisk støtte til initiativer, der fremmer udviklingen af folkekirkens arv og virke.


- Støtter ikke enkeltpersoners studie- eller uddannelsesprojekter.  


- Der kan gives støtte til udvikling af nye initiativer og videreudvikling af initiativer, der er udviklet lokalt, men som kan bruges til inspiration for andre dele af folkekirken.

Ideen opstod blandt en gruppe præster på Langeland med inspiration fra Fangekoret i Statsfængslet Vridsløselille

I samarbejde med 'Hjørnet' startede præsterne koret op som et forsøg i efteråret 2016, og med den økonomiske støtte på 100.000 kroner Den folkekirkelige Udviklingsfond kan koret nu fortsætte et godt stykke tid endnu. 

Nu er der nemlig råd til at købe et klaver til koret, men også til at lønne de to korledere, som slår tonerne an til en times korsang hver fredag formidag.

Musikken løfter og skaber glæde

At koret nu er sikret overlevelse lidt endnu, har en kæmpe værdi for de psykisk syge, fortæller Stina Arildslund: 

- Der er folk med i koret, som normalt ikke har overskud til at være sammen med så mange andre mennesker. Mennesker, som ikke har overskud til at koncentrere sig eller 'være på' i en hel time af gangen. Men lige det her, det magter de, siger hun.

- Det er utroligt, hvad musikken kan gøre. Det løfter og skaber glæde, og nogle siger endda, at det har reddet deres dag at skulle til kor. Det er fantastisk at opleve.

En succes fra starten

I øjeblikket består koret af 20 sangere, og det er et rigtig flot antal, fortæller Stina Arildslund. Det er nemlig normalt meget svært at fastholde 'Hjørnets' beboere og brugere i aktiviteter.

- Men koret har fra starten trukket til folk til. Normalt dukker der kun 1-2 stykker op, når vi sætter gang i nye aktiviteter, men i koret var deltagerantallet højt fra første dag, og antallet at sangere er steget støt siden, fortæller hun.

Fokus på sårbare konfirmander

Blandt de øvrige projekter, som også har fået en hjælpende hånd af Den folkekirkelige Udviklingsfond, er Projekt mindU, som sætter fokus på mental trivsel og psykisk sårbarhed blandt konfirmander. 

Projektet er et gratis undervisningskoncept til præster og folkeskolelærere, der er interesseret i at arbejde med psykisk sårbarhed og trivsel.  

Der er også givet støtte til flere projekter, som sætter fokus på barnedåb. Eksempelvis har Kirkefondet fået hjælp til at skyde gang i projektet 'Dåb i dag', hvor undersøgelser og interviews skal forklare, hvorfor unge familier fravælger barnedåb.

Hvis du har lyst til at se en oversigt over alle de projekter, som har modtaget støttekroner fra udviklingsfonden, finder du den her.