Fortsæt til hovedindholdet
16. november 2020

Præster står klar til at hjælpe nordjyder i krise

I kølvandet på nedlukningen i Nordjylland og aflivningen af mink udvider chat-tjenesten Sjælesorg på Nettet åbningstiderne yderligere, og beredskabspræster står klar til at rykke ud til kriseramte familier.

På Sjælesorg på Nettet kan du chatte anonymt med en præst om det, du har på hjerte. Samtalen kan foregå via computer, smartphone eller tablet.

Nanna Rønnov Johansen

Under nedlukningen i Nordjylland er hverdagen blevet udfordrende for mange nordjyder. Det mærker de hos folkekirkens chat-tjeneste Sjælesorg på Nettet, fortæller projektleder Pernille Hornum:

- Folk har blandt andet brug for at tale om de frustrationer, de nuværende restriktioner fører med sig: Ensomhed, frygt, savnet af ens arbejde, af kolleger og ens daglige rytme, som man kender. Flere savner også deres familie, der måske bor på den anden side af en kommunegrænse.

Derfor bliver åbningstiderne nu udvidet hos Sjælesorg på Nettet, hvor præster sidder parate til at lytte og kaste nyt lys og perspektiv på det, den enkelte har på hjerte og har brug for at vende.

LÆS MERE: Sjælesorg på Nettet fortsætter efter forsøg

Fakta

Sjælesorg på Nettet

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen, og alle præster tilbyder sjælesorgssamtaler, hvor du kan tale om lige præcis det, der tynger dig.

 

Chat-tjenesten Sjælesorg på Nettet er et tilbud om en fortrolig og anonym chatsamtale med en præst på nettet. Det er gratis og til alle uanset religiøs overbevisning, alder og andre forhold. 

 

Læs mere om tjenesten her

 

Åbningstider:

Mandag-torsdag kl. 12 - 22

Lørdag kl. 12 - 18

Søndag kl. 19 - 22

 

Gå til chatten her

Krisehjælp til minkavlere

Minkavlere, der har fået besked på at aflive alle deres dyr, kan desuden få særlig hjælp. I Nordjylland står beredskabspræster nemlig klar til at rykke ud til kriseramte familier, som i de her dage er sat under et ekstremt pres.

- Det kan sammenlignes med, at der, uden varsel, skyller en tsunami ind over ens liv, fortæller ledende beredskabspræst i Aalborg Stift, Henrik Busk Rasmussen om minkavlernes situation.

De i alt syv beredskabspræster i Aalborg Stift er en del af Region Nordjyllands psykosociale beredskab og rykker ud sammen med blandt andre sygeplejersker, psykologer og læger for at give krisehjælp til berørte familier.

- Tidligere var normen, at beredskabspræsterne kun rykkede ud til katastrofer med adskillige døde. Sådan er det slet ikke længere. I denne her sammenhæng tænker jeg, at det kan være en familie, som er meget påvirket af situationen og har behov for akut hjælp. Det kan for eksempel være i forbindelse med aflivning af mink eller i dagene efter, siger Henrik Busk Rasmussen.

Det psykosociale beredskab, som Folkekirkens beredskabspræster indgår i, er i skrivende stund aktiveret for hele Jylland - det vil sige Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.

Fakta

Beredskabspræster

Folkekirken har 45 katastrofeberedskabspræster, som står klar til at rykke ud med akut hjælp til sårede og pårørende, når større ulykker og katastrofer sker.

 

Præsterne er en del af regionernes psykosociale beredskab, fordi de har stor erfaring med at tale med mennesker i sorg og krise.

 

Beredskabspræsternes opgave er blandt andet at tilbyde sjælesorg og samtale til traumeramte og pårørende. De kan også formidle kontakt til psykologer, psykiatere og læger.

 

Læs mere om beredskabspræsterne her