Fortsæt til hovedindholdet
21. marts 2019

Præster lærer læger at tale om eksistens

Hospitalspræsterne er blevet en integreret del af personalet på landets sygehuse. I 'Eksistenslaboratorium' hjælper de læger og sygeplejersker til at tale om døden og meningen med livet.

Hospitalspræst Grethe Jørgensen fortæller, at ’Eksistenslaboratoriet’ minder læger og sygeplejersker om, hvad et øjebliks nærvær kan gøre.

Hospitalspræst Grethe Jørgensen fortæller, at ’Eksistenslaboratoriet’ minder læger og sygeplejersker om, hvad et øjebliks nærvær kan gøre.

Marlene Bach Nies

Hospitalspræster arbejder ikke kun med patienter og pårørende, men rådgiver også læger og sygeplejersker i deres arbejde med eksistentiel støtte til patienter og pårørende. Med eksistenslaboratoriet giver præsten læger og sygeplejersker mulighed for at udforske hvad, der er på spil, når mennesker rammes af sygdom.

LÆS MERE om sygehuspræstens arbejde

Samtaler om døden

’Jeg er så bange for at dø’, ’Er der en mening med det her?’, ’Hvorfor skal nogen lide så meget?’. Det er spørgsmål, læger og sygeplejersker hører fra patienter og pårørende. Men de har sjældent tid til sammen at overveje, hvordan man bedst taler om de eksistentielle spørgsmål. Hospitalspræster har stor erfaring i at tale med mennesker, som har døden tæt inde på livet, og den erfaring deler de i eksistenslaboratorierne.

’Eksistenslaboratorium’ er et tilbud fra hospitalspræster til personalet på sygehuse og i plejesektoren, hvor deltagerne sammen udvikler deres sprog til at tale om eksistentielle emner. Grethe Jørgensen er hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital og gennem de sidste to år sammen med sine kollegaer afholdt eksistenslaboratorier.

Hun forklarer, at laboratorierne ikke er undervisning, men samtaler, hvor deltagernes egne erfaringer er i fokus:

- Man kan nemt tro, at man ikke ved noget om åndelig og eksistentiel omsorg, men vi ved alle sammen en hel masse fra vores eget liv og de erfaringer, vi har gjort os.

LÆS MERE: Vi skal turde gribe øjeblikket

Læg værktøjskassen væk

Læger og sygeplejersker er uddannet til at diagnosticere og helbrede sygdomme. Men som overlæge ved Enhed for Lindrende Behandling på Aarhus Universitetshospital, står Dorthe Høst dagligt med patienter og pårørende, som stiller spørgsmål til meningen med livet og døden. Hendes patienter er uhelbredeligt syge, og hun må lægge værktøjskassen væk og møde patienten og de pårørende i samtalen. Med ’Eksistenslaboratorium’ får hun mulighed for at tale med sine kollegaer om de tanker og overvejelser, de gør sig om spørgsmålene.

Dorte Høst er overlæge i Aarhus Universitetshospitals enhed for lindrende behandling. Hør hende fortælle, hvad hun har fået ud af mødet med en præst i 'Eksistenslaboratoriet', som ruster sundhedsprofessionelle bedre til at indgå i samtaler med patienter og pårørende, når mennesker rammes af sygdom.

Opkvalificerer medarbejderne

Grethe Jørgensen fortæller, at laboratorieholdene altid bliver fyldt godt op:

- Interessen og lysten er der. Det viser en prioritering fra afdelingens side, at det ikke er et tilbud i fritiden, men faktisk er noget, man gør som en del af sit arbejde. Ledelsen kan se, at det opkvalificerer medarbejderne i forhold til den åndelige og eksistentielle omsorg.

Det er primært sygeplejersker, der deltager i eksistenslaboratorierne, men ved Enhed for Lindrende Behandling deltog både sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, sekretærer og psykologen. Grethe Jørgensen fortæller, at laboratoriet hjælper deltagerne til at få mere mod på at gå ind i de åndelige og eksistentielle samtaler, og hun uddyber:

- Det, vi hører fra dem, er, at de har fået mere blik for, hvad nærvær kan gøre. Man behøver ikke nødvendigvis komme til en eller anden vældig fin og forkromet afslutning, for det væsentlige er mødet. Samtalen behøver ikke tage en halv time, det handler om at finde det lille øjeblik i en travl hverdag.

Hun fortæller også, at ’Eksistenslaboratorium’ er en gave til hende som hospitalspræst. Hun får muligheden for at lære personalet og patientgrupperne at kende på en ny måde, og den viden tager hun med sig i sit daglige arbejde.

Find en sygehuspræst her

Om 'Eksistenslaboratorium'

  • ’Eksistenslaboratorium’ er udviklet af Maria Baastrup Jørgensen, hospitalspræst på Rigshospitalet.
  • Materialet består af en øvelsessamling, som laboratorielederne kan sammensætte på kryds og tværs.
  • Projektet er begyndt i Region Hovedstaden og har bredt sig til sygehuse og plejesektoren i hele landet.
  • I dag er der uddannet omkring 50 laboratorieledere.