Præster får adgang til asylcentre
Aftale mellem Langelands Kommune og Fyens stift skal sikre, at asylansøgere let kan komme i kontakt med en præst.
Dorthe Wolff
Der er nu enighed mellem biskop Tine Lindhardt og Langelands Kommune om, hvordan der skabes rammer, så asylansøgere kan komme i kontakt med en præst, hvis de ønsker det.
- Jeg er glad for samarbejdsaftalen, for naturligvis skal alle asylansøgere have mulighed for at udøve den tro de vil, siger Sisi Eibye, der er direktør for asylområdet i Langelands kommune, som driver en række asylcentre.
LÆS OGSÅ Asylansøgere skal møde folkeligt fællesskab i kirken
Tilfreds biskop
Også biskop Tine Lindhardt er tilfreds med aftalen. Hun har benyttet lejligheden til at udpege en eller to kontaktpræster til hvert asylcenter. Asylcenterledelsen og præsterne vil have jævnlig kontakt, primært for at centerlederen holdes informeret om, hvad kirken kan bidrage med i forhold til socialt arbejde, men også for at forebygge eventuelle misforståelser.
- Folkekirken vil gerne stå til rådighed for de asylansøgere, der ønsker det. Det giver aftalen god mulighed for, siger biskoppen.
LÆS OGSÅ Præst: Vi er klar til at hjælpe
Vigtigt med tillidsfuld relation
I Folkekirkens Asylsamarbejde har koordinator Søren Dalsgaard ikke kendskab til lignende aftaler. Men han fortæller, at der i det daglige arbejde er fokus på problematikken:
- Jeg er i løbende kontakt med Røde Kors, hvor vi har en god dialog om vilkår og rammer for religionsudøvelse på asylcentrene. Men man skal huske, at en ting er, hvad der principielt bliver meldt ud, og en anden ting er, hvad der bliver gjort lokalt på asylcentrene. Og uanset er det vigtigste, at der er gode, tillidsfulde relationer mellem præsten og asylcenterledelsen, understreger han.
Folkekirken har asylpræster ansat i hele landet, men det er altså ifølge Søren Dalsgaard første gang, at der på denne måde indgås samarbejde mellem kirke og asylcenteroperatør om arbejdet med asylansøgere.
Om aftalen, der skal gøre det muligt for asylansøgere at komme i kontakt med en præst
- Der knyttes en eller to kontaktpræster til hvert asylcenter.
- Præsterne kan komme på asylcenteret og sætte informationer på opslagstavlen om gudstjenester, kontaktdata på præster, arrangementer m.v. Præsten vil typisk komme hver 14. dag efter aftale med centerledelsen.
- En asylansøger kan til enhver tid invitere præsten på besøg (alle besøg til asylansøgere skal registreres, og det gælder også præsters besøg, men registreringen er omfattet af tavshedspligt).
- Når centerledelsen giver ny-ankomne asylansøgere introduktion til lokalområdet fortælles også om kirkens tilbud, og der henvises til centrets opslagstavler.
- Gudstjenester, andagter mm holdes i kirken, ikke på asylcenteret, idet der ikke er liturgiske rum på asylcenteret for nogen trosretning/religion.