Præst på DR1 juleaften: Se på hinanden med det tillidsfulde blik 

Fortalt til Ulla Abildtrup

Julen er normalt et spejl for vores liv. Vi tænker, at alle hygger sig og har det godt, men præster oplever hos mange mennesker hvert år også julesorg eller julevemod. Det er mennesker, som har mistet eller ikke synes, at de er der i livet, hvor de håbede at være, og sådan tror jeg, at endnu flere har det i år. Mange er ikke sammen med dem, de gerne ville fejre jul med. Mange døjer med usikkerheden, om de skal løbe smitterisikoen ved at være sammen med flere eller i stedet sidde ensomme juleaften.

Bekæmpelsen af corona kræver, at vi står sammen, men hvis vi er fysisk sammen, kan vi være årsag til, at vores gamle og svage bliver meget syge. Sikkerheden bliver på bekostning af friheden, og omvendt – hvis vi lever helt frit, sætter vi noget sikkerhed over styr.

Julevemod minder os om, at glæden ved jul ikke handler om bjerge af gaver pakket ind i knitrende papir, og hvis vi hører efter, finder vi netop det budskab i mange af julens salmer. Grundtvigs 'Velkommen igen Guds engle små' slutter med ordene "lad julesorgen slukkes", og i Hostrups salme 'Julebudet til dem, der bygge' synger vi "Julebudet til dem, der græde", og i Brorsons tekst 'I denne søde juletid' har vi linjen "og knuste hjerter føle bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe."

Jeg tror, julebudskabet vækker særlig genklang i år. I juleevangeliet får vi tegnet et temmelig uperfekt familieportræt med revner og sprækker med en far, der ikke er den rigtige far til barnet, og som må gemme sin familie i en stald på flugt fra en magtfuld hersker. Det er ikke et Instagrambillede, som man ville drømme om at lægge op, men det er et billede på, at Gud valgte at lade sig føde ind i vores verden for at komme helt tæt på udsatte mennesker, herunder børnene. Dengang var der også trængsler, men Gud kom ned til os. Heri ligger håbet i julebudskabet, og derfor kan vi ikke bare flytte julen et halvt år frem, som det blev debatteret for nylig, vi har brug for håb og lys i mørke tider.

Debatten om julen har nået nye højder i år, og jeg tror, det er en afspejling af, at julen er mere betydningsfuld, end vi måske gik og tænkte. Alle kirker har fået enormt mange henvendelser om, hvor mange der må komme i kirke juleaften, og i pressen og på de sociale medier kører debatten om, hvor mange vi må være om juletræet, om vi må synge og så videre. Jeg ved ikke, om det handler om tradition eller religion eller begge, men julen er tilsyneladende meget, meget vigtig.

Måske er julebudskabet også blevet ekstra aktuelt, fordi vi lever i en tid, hvor den enkelte bliver pålagt et stort ansvar. Her og nu har vi et stort ansvar i forhold til at undgå smittespredning, men det ligger også i tiden, at vi hele tiden skal optimere, eller som det hedder "blive en bedre udgave af os selv". Der er også megen snak om identitet – hører jeg til den ene eller den anden gruppe? Hvad må jeg sige, og hvad må jeg i hvert fald ikke sige? Der er tale om en selvperfektion, en identitetsmæssig korrekthed, som skaber et meget stort både ydre og indre pres på den enkelte, fordi der samtidig er en hård tone overfor dem, der træder ved siden af og ytrer sig "forkert" om emner som race, køn og seksualitet. Med det in mente tror jeg, der vil blive lyttet ekstra til juleevangeliet, når englen siger til hyrderne "frygt ikke".

Jesus kommer til os i juleevangeliet og tilbyder tilgivelse og forsoning og dermed en aflastning for det selvberoende menneske, som hele tiden skal være perfekt. Jesus er et billede på ethvert menneskes skæbne: vi fødes og er ikke selv herre over, hvornår det sker, eller hvem der er vores forældre, det meste er givet på forhånd og står ikke til at ændre. Juleevangeliet minder os om, at vi må se på hinanden med barnets blik, det tillidsfulde, forsonende blik fyldt med kærlighed. Det samme blik, som mødte Josef, da han så ned i krybben og måske et øjeblik overvejede, om situationen var så broget, at han skulle smutte. Blikket mødte også Maria, så hun glemte sin frygt for barnets skæbne.

Når jeg beder mine konfirmander vælge et skriftsted, svarer de fleste "det med stenen", altså fortællingen om Jesus, der siger, "den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten" mod en kvinde, som har været sin mand utro. I ethvert menneske foregår der en kamp mellem det onde og det gode, og det samme gælder i ethvert samfund og fællesskab. Derfor er det så vigtigt at se barnet, hver gang vi ser ind i et andet menneskes blik. Vi hører i Det Nye Testamente, at Jesus havde omgang med de mest udsatte i samfundet, og så tænker vi moderne mennesker på manden på bænken. Men der er også andre svage, vi kan alle træde forkert og få brug for hjælp i morgen. Her er Jesus et tilbud om hjælp, han kan komme og være i mit hjertes krybbe i svære stunder, hvis jeg vil tage budskabet til mig.

Et samfund kan altid måles på, hvordan man omgås de svage, og i julen plejer vi at tale om at stå sammen og tænke på dem, der har det svært. Men i år er der opstået en metaltræthed. Vi kan næsten ikke holde ud at høre ordene "nu skal vi stå sammen hver for sig" og "nu skal vi passe på hinanden" mere. Det er en udfordring og samtidig en påmindelse, for vi kan godt holde ud at høre juleevangeliet igen og igen. Det har vi hørt i 2000 år uden at blive trætte af det. Jeg tror, det handler om, at vi læser hver vores historie og hver vores tid ind i juleevangeliet. Det år, vi modtog mange flygtninge, hørte vi ordet "flugt", og det år vi blev bange, hører vi ordene "frygt ikke". En anden grund kan være, at hvis vi lytter til ordene i Bibelen, opdager vi, hvor uforsigtige de er. Gud taler direkte om det onde i os selv og stiller krav til os. Det er en modsætning til lunkenheden og ligegyldigheden, som rammer os, når vi ikke længere tør tale frit til hinanden. I et forsøg på at være hensynsfulde mister vi frimodigheden og behandler andre mennesker med disrespekt. Når vi laver kodekser for, hvordan vi må omgås hinanden, er der en fare for, at vi kommer til at dømme hinanden. Tænk om barnets forsoningsblik må påvirke vores måde at omgås hinanden på.

Du kan se julegudstjenesten fra Risskov Kirke på DR1 den 24. december kl. 14:45.