Nytårsforsæt for folkekirken 2021

Ulla Abildtrup

Corona er den største chance i årtier for kirken

Ove Kaj Pedersen, politolog og professor emeritus i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School.

Ove Kaj Pedersen sidder alene i mørket på Danmarks nordligste gren med udsigt til hav til begge sider. Han er gået i selvisolation på grund af en smitsom sygdom, som ikke har noget med corona at gøre - og så alligevel, for den vil kunne svække udsatte mennesker og gøre dem endnu mere sårbare for corona.

Corona har domineret 2020, og bliver ikke mindre styrende for 2021, mener politolog og professor emeritus i komparativ politisk økonomi Ove Kaj Pedersen. Men han ser et lys for enden af mørket, og det er ikke bare lyset hos den hjælpsomme nabo langt borte:

- Corona er den største chance i årtier for kirken til at præsentere sig selv som repræsentant for kristendommen og dermed de værdier, som det danske velfærdssamfund bygger på. Kirken kan hjælpe med sorgarbejde hos dem, der er syge, døende eller har mistet - det er en enorm opgave for præsterne. Samtidig kan kirken levere det håb og den optimisme, vi alle har brug for, mener Ove Kaj Pedersen.

Han håber, at endnu flere af kirkens folk vil blande sig i den offentlige debat i 2021:

- Kristendommen er forsvundet så meget ud af vores samfundsdebat, at vi ikke genkender den i politikernes beslutninger. Men da regeringen i marts 2020 lukkede vores samfund ned, var det jo netop med begrundelsen liv før økonomi, som er kristendommens grundfundament. Nu er regeringen under stigende kritik for sin beslutning om lockdown, og derfor skal kirken, præsterne, provsterne og biskopperne gå ind i den debat og begrunde, hvorfor prioriteringen altid skal have udgangspunkt i at redde liv, uanset hvad det koster samfundet. Det står i kristendommen – "mennesket først".

- Samtidig skal præsterne adressere den angst og ensomhed, der er i befolkningen. Her tænker jeg også helt konkret, at kirkerummet ikke skal være arnested for smitte, men være trygt og sikkert. Jeg oplever, at flere end tidligere føler et behov for at komme til gudstjeneste og mærke en optimisme i en tid, hvor mørket sænker sig, og angsten for at mødes bliver større.

Den danske folkekirke er ikke politisk, men da politiske diskussioner involverer etik, bør kirken deltage i debatten, mener Ove Kaj Pedersen:

- Kirken kan ikke levere de politiske svar, men kirken bør identificere og blotlægge dilemmaerne ved de politiske beslutninger. Giver det for eksempel bedre mening at sende flere penge til fattige lande for at redde liv dér end at bruge dem herhjemme? Kirken har i 5-600 år debatteret det dilemma, om man skal prioritere den nationale befolkning over menneskeheden som sådan. I dag gælder debatten vores egen befolknings sundhed versus den globale verdens sundhed.

- Politikerne står med overmenneskelig svære beslutninger, men kirken kan sætte dem ind i et etisk ramme. Kirken kan for eksempel være med til at begrunde, hvorfor en nedlukning af samfundet er rigtig, selvom den betyder, at mange sidder i stor ensomhed og angst. Svaret fra kirken er igen, at liv kommer før alt - også mental sundhed.

- Der er tusindvis af den slags dilemmaer, og corona øger befolkningens opmærksomhed overfor etikken i de politiske beslutninger. Jeg mener, at alle beslutninger skal begrundes i etik, og at vi bør være bevidste om, hvorfor vi træffer de beslutninger, vi gør, og hvorfor naboen træffer sine beslutninger. Det er en form for dannelse, vi får i folkeskolen, som jo også er protestantisk. Men det er samtidig vigtigt at respektere, at der er andre religioner, som har sammenlignelige etikker og ligesom kristendommen siger "mennesket først’"

Jeg håber på havremælk til kirkekaffen

Mickey Gjerris, teolog og lektor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

- Den helt store udfordring i 2021 er klimaet. Lige nu sidder vi i hver vores jordhule og det kan være svært at se meget længere end til den næste corona-update fra sundhedsmyndighederne. Men når vi skal have gang i samfundsøkonomien igen efter corona, er vi nødt til at sende støttekronerne i en grøn retning. Vi skal ikke tilbage til livet før corona, men netop bruge corona til at skabe forandring, og her skal kirken være med til at gå forrest.

- Kristendommen kan ikke sidde denne udfordring for menneskeheden overhørigt, derfor skal kirken integrere klimaspørgsmålet i sin egen hverdag. Kirken er jo også en virksomhed, hvor der er mange penge i omløb, og når man nu alligevel skal renovere kirkebænkene eller altertavlen og købe ind til kirkekaffen, kan det lige så godt ske bæredygtigt.

- Jeg håber da, at jeg bliver tilbudt havremælk til kirkekaffen efter højmesse i 2021 som et alternativ til komælk. Det er ikke min forventning, at komælken bliver afskaffet fra den ene dag til den anden, for det vil blive oplevet som et overgreb af nogen, ligesom flere protesterede over forslaget om kødfrie dag i de offentlige kantiner. Men bare muligheden for at få havremælk i sin kirkekaffe er et lille signal, som viser, at folkekirken er omfavnende og har plads til alle – også dem, der ikke vil indtage animalske produkter. Til spaghetti-gudstjenesterne kan kirken vise de travle børnefamilier, at man sagtens kan lave sund og lækker mad uden kød. Fødevareproduktion er jo en af de mest belastende punkter på klimaregnskabet på grund af vores store forbrug af kød.

- Vi som kirke skal også gøre vores for et bedre klima, tale om emnet og inspirere menigheden til ændringer, men også give plads til de mørke sider af virkeligheden. Mange mennesker er angste og har bekymringer, som er svære at sætte ord på på grund af den håbløshed, som klimasituationen let kan fremkalde. Her har kirken en opgave med at yde sjælesorg. Det er vigtigt, at vi giver hinanden muligheder for at tale om vores angst og bekymringer og muligheder for at handle også i et troens rum, som kirken udgør.

- Ingen kan ikke klare denne udfordring alene, men heldigvis kan alle gøre noget. Vi kan stemme på politikere, som sætter klimaet højt på dagsordenen, og vi kan lægge et folkeligt pres på de politikere, som glemmer at handle på deres egne fine ord, for eksempel ved at gå med i klimamarcher. Nogen kan også gå i medierne og debattere, andre kan cykle til bageren fremfor at tage bilen eller tale med naboen om, hvordan vi får sorteret affald. Det er vigtigt, at klimaet ikke ender som ”de andres problem”, men som et fælles problem, hvor vi hver især løfter det ansvar, som vi kan magte. Så kan man ikke bede os om mere - men det kan man også godt tillade sig at bede os om.

- Kirken skal ikke være politisk, siger man ofte men det er den, uanset om man vil eller ej, for alt er politik. For år tilbage syntes man for eksempel, at det var helt ok at slå børn, og at prædike mod revselsesretten blev opfattet som politisk. I dag er revselsesretten ophævet, og de færreste vil forhåbentlig anklage præsten for at være politisk, hvis hun på prædikestolen taler imod vold mod kvinder og børn. I dag er det klimaet, der er kontroversielt, men det skal ikke forhindre forkyndelsen i at omfatte denne centrale del af menneskers virkelighed anno 2021. Vi har enormt travlt med at få sat gang i den grønne omstilling, hvis ikke udviklingen skal løbe løbsk, og i det lys giver det ganske god mening, når kirkerne i Favrskov Provstis beslutter at reducere deres co2-udslip med 70 procent inden 2030 og dermed støtte op om Folketingets ambitioner.

- Det vil også glæde mig, hvis kirken inddrager klima-udfordringerne i sin brede forkyndelse for eksempel i samtaler med de kommende konfirmander. Og så synes jeg, det vil give afsindig god mening, hvis kirkegårdsplejen i højere grad giver plads både til de døde og til den levende natur. Det vil være en form for sjælesorg for os, der kommer på kirkegården med vores savn, hvis vi ser en større biodiversitet – ser genopstandelsen, og at der er noget, som fortsætter efter døden.

Vi er ved et paradigmeskifte

Christoffer Emil Bruun, vært på radioprogrammet Tidsånd på DR’s P1

- Der er én stor udfordring i 2021, som verden ser ud lige nu: Hvordan vi kan tage ved lære af corona? 2020 var et omvæltende år, og det vil være ulykkeligt, hvis vi vender tilbage – eller forsøger at vende tilbage – til det vulgære forbrugsmønster, som prægede tiden før corona. 2020 blev et af de store år, hvor vi oplevede et paradigmeskift. Vi er ved at sige farvel til de seneste 200 års industrialisering og ser nu ind i et post-industrielt paradigme.

- Her ved årsskiftet mellem 2020 og 2021 er vi i en trykkoger, hvor første opgave er at forhindre, at det hele går amok, når verden åbner igen. Det vil være forfærdeligt, hvis alle, der plejede at flyve på parweekend i tide og utide, vil tage revanche for nedlukningen i 2020 og til Paris og London hver anden weekend. Selvfølgelig skal det være muligt at rejse, hvis der er behov for det, men jeg håber da, at eksempelvis de mange rejser til konferencer og møder rundt om i hele verden er slut. Globaliseringen fortsætter, men vi står overfor en tiltrængt ændring af det menneskelige forbrug.

- Vores maniske og vulgære måde at gebærde os på var blevet til stor skade for naturen, verdenen, planeten. Vi har brugt klodens ressourcer, brændt dem af i bogstavelig forstand. Kul, gas og olie var industrialiseringens hovedpulsåre. Nu har vi en gylden mulighed for at ændre tankegang og livsform, og udfordringen inddrager alle. Arkitekter, byplanlæggere, emballageproducenter m.fl. skal være med til at formgive vores nye verden, så den tager hensyn til klimaet i en ny grøn verden. Vi må forsøge at bremse arternes tilbagegang.

- Mange synes, 2020 var et forfærdeligt år, og glæder sig til, at det er forbi, men for mig har 2020 været et af de bedste år længe. Tidligere messede vi "klima, klima, klima", uden at der skete så meget, men pludselig er ting, som ikke før kunne gennemføres, blevet ført ud i livet. Den ulækre krydstogtindustri er stedt til hvile med alle dens omkringsejlende miljøbomber og underbetalte arbejdere. Minkindustrien, som dyreværnsaktivister i årevis råbte op om, var fredet af magtfulde grupper i samfundet, men nu er den lukket.

- Det hele er relativt nyt for os alle sammen, men jeg tror også, at vores sociale liv ændrer sig. Den verden, vi træder ind i nu, er mere lukket socialt og mentalt. Vi bliver nødt til at være mindre udfarende og se færre mennesker, blive mere private. Det er op til vores samvittighed nu.

- Der er ved at være politisk enighed om at prioritere klimaet nu, og så står der et stort praktisk arbejde foran os. Den næste store politiske udfordring er at forhindre, at uligheden i verden bliver endnu større, for ulighed kan blive en bombe under den nødvendige forandring.

Læs også om, hvordan vi klarede os som mennesker i 2020, hvor coronaen blev en stor del af hverdagen: 2020 i folkekirken