Fortsæt til hovedindholdet
6. august 2015

Den indre komponist får frit spil i nyt skoleprojekt 

I nyt materiale fra Folkekirkens Skoletjeneste skal eleverne sammensætte musik og dermed lære, hvordan musikken kan fortælle historier. - For hver ny vinkel, man oplever bibelhistorien fra, åbner historien sig på en ny måde, siger en af personerne bag projektet.  

Årets undervisningsmateriale er målrettet 1.-3. klasse, som udover at arbejde med kendte bibelhistorier også skal på besøg i kirken. Arkivfoto.

Astrid Højbjerg 

De musikalske evner skal i brug, når Folkekirkens Skoletjenestes projekt ’Lydspor – leg med lyd i bibelske fortællinger’ skydes i gang i det nye skoleår. 

Som en del af projektet skal eleverne i 1. -3. klasse nemlig selv sammensætte en musikalsk fortælling af mindre stykker orgelmusik og effektlyde i et særligt program udviklet til projektet.

Ny vinkel på historien

Projektets formål er at åbne musikkens verden for eleverne og give dem en ny måde at opleve bibelhistorierne på, fortæller Mette Maria Kristensen fra Skole-Kirke-Samarbejdet i Århus Kommune, der sammen med seks andre har været med til at udvikle projektet.

- Der skal hele tiden arbejdes med nye måder at formidle bibelfortællingerne på. For hver ny vinkel, man oplever bibelhistorien fra, åbner historien sig på en ny måde. Samtidig oplever eleverne, hvad musik kan gøre ved os, fortæller hun.

På besøg hos organisten

Som en del af projektet skal eleverne også besøge organisten i den lokale kirke, som vil vise eleverne, hvordan orglet kan skabe stemninger af glæde, sorg, melankoli og eufori.

Til projektet hører også en animationsfilm, der fortæller, hvordan musikken kan gribe og forandre.

Du kan læse mere om projektet og se animationsfilmen her.

Fokus på reformationen i 2017

Folkekirkens Skoletjeneste udgiver et nyt fælles undervisningsmateriale hver andet år.

I 2017 vil materialet være målrettet 5.-6. Klasset og handle om reformationen.

De lokale afdelinger af skoletjenesten udgiver løbende andre undervisningsmaterialer. 

Du kan finde din lokale afdeling af skoletjenesten her. 

Samarbejde mellem kirke og skole

De folkekirkelige skoletjenester er et samarbejde mellem lokale kirker og skoler.

De folkekirkelige skoletjenester laver undervisningsforløb ud fra skolernes læseplaner og årsplanlægning.

Projekterne er gerne bygget op over et centralt tema, der med udgangspunkt i religionsundervisningen bliver belyst tværfagligt. 

Vil du vide mere om folkekirkens skoletjeneste, kan du læse mere her.