Fortsæt til hovedindholdet
24. maj 2017

Nye sange og salmer fornyr fællessang i kirken

26. maj udkommer Kirkesangbogen, der med 230 salmer og sange supplerer Den Danske Salmebog. Salmer og sange kan bygge bro mellem mennesker, mener sangskriver Jonas Breum, der har bidraget til Kirkesangbogen.

Sangskriveren Jonas Breum har skrevet otte sange og salmer i Kirkesangbogen. Han elsker de enkle, traditionelle salmer, men tager også 2017-tankegodset med. Foto: Carsten Lose.

Marianne Luna Røndal 

Salmedigtningen stoppede langtfra med Grundtvig. Og snart er nummer 791 ikke det højeste salmenummer, man kan synge i kirken. Den 26. maj får Salmebogen et supplement i form af Kirkesangbogen, der tilføjer 230 nye salmer og sange med mangfoldige tolkninger af kristent trosliv og eksistens i moderne tid. 

Ambitionen med Kirkesangbogen er at videreudvikle og styrke den danske tradition for kirkelig fællessang. Den indeholder salmer, der tolker folkekirkens brede evangelisk-lutherske kristendom og sange, der tager udgangspunkt i en almenmenneskelig erfaring.

SE video, hvor Jonas Breum, Jonas H. Petersen og Teitur spiller egne salmer fra Kirkesangbogen lige her.

Bidrag fra danske sangskrivere og forfattere 

Sangskriveren og komponisten Jonas Breum står bag otte af de nye salmer og sange. De fleste har han skrevet selv, et par er skrevet i samarbejde med Teitur under en salmeworkshop på Engelsholm Højskole.

- Flere af mine sange handler om det gode der kan ske, når man er helt inde og mærke det vanskelige. Lysende, klare sange kan komme ud af fortvivlelsen. Troen føles ofte allerstærkest, når tingene ser mørke ud. Men med salmer og sange, vi synger sammen, kan vi bygge bro mellem hinanden, siger han.

Vi kan synge om ensomheden i fællesskab

Jonas Breum stiller sig ovenpå en mange hundrede år gammel salmetradition, for hans mål er ikke at gøre salmerne avantgarde, men at gøre dem så enkle i tonesproget, at alle kan synge dem.

Inspirationen kommer blandt andet fra B.S. Ingemann og Carl Nielsen.

- Mine sange er en hyldest til sange og salmer, jeg elsker, for eksempel ’Solen er så rød, mor’ og ’Se nu stiger solen’.

Salmer skal synges af alle

Jonas Breum var meget fascineret af opgaven med at skrive salmer.

- Dels handler det om at skrive noget direkte, som handler om understrømmen af det menneskelige og sjælelige i vores liv. Når man skriver åndelige sange, skriver man for at folk kan synge dem. Her er der mulighed for at dyrke det enkle tonesprog, siger han og fortsætter:

- Fra popverdenen er jeg vant til, at det er en hurtig proces, at man mødes, arbejder og udgiver. Med Kirkesangbogen afprøvede redaktionen de nye sange og salmer for at høre, hvordan sangene føltes at synge for kirkegængere, og så gik vi tilbage og justerede.

Tag dødens brod ud af mit hjerte,
lad himlen gribe al min smerte
at sjælen bliver som fuglesang
så let og lys og fuld af klang,
så let og lys og fuld af klang.
 

Tekst og melodi: Jonas Breum, Første vers af ’Tag dødens brod ud af mit hjerte’, nr. 854 i Kirkesangbogen. 

Lancering af Kirkesangbogen

Kirkesangbogen bliver lanceret søndag den 28. maj i Holmens Kirke i København under en gudstjeneste med fællessang og korsang ved blandt andet Sankt Annæ Pigekor.

Stor salmeworkshop med flere af kunstnerne

Den 2. juni afholdes stor salmeworkshop og koncert i Haderslev ved Folkemødet om Reformation. Her deltager flere af kunstnerne selv og synger deres bidrag, herunder Jonas Breum, Teitur og Jonas H. Petersen deltager.
Desuden giver Anne Linnet, Teitur og Jonas H. Petersen koncert med bl.a. en række af deres bidrag til Kirkesangbogen.

Læs mere om salmeworkshoppen her (eksternt link).

Kirkesangbogen

  • Kirkesangbogen udkommer den 26. maj 2017.
  • Kirkesangbogen er et supplement til Den Danske Salmebog.
  • Den indeholder 230 salmer og sange med mangfoldige tolkninger af kristent trosliv og eksistens i moderne tid.
  • 75 af salmerne er helt nye og forfattet af blandt andet Jonas Breum, Teitur, Jonas H. Petersen, Steffen Brandt, Lars Lilholt, Simon Grotrian, Dy Plambeck, Suzanne Brøgger og Anne Linnet.
  • Redaktionsgruppen bag Kirkesangbogen har gennemgået over 10.000 salmer og sange. De udvalgte er egnede til fællessang, ligesom høj musikalsk, tekstlig og teologisk kvalitet har været pejlemærker i udvælgelsen.
  • 40 sogne landet over har testet materialet, da sangene blandt andet er udvalgt, så de er egnede til fællessang.

Se mere her (eksternt link).