Ny podcast fra folkekirken genopliver dødssynderne
I en ny podcastserie fra folkekirken undersøger teknologiekspert Christiane Vejlø sammen med præst og forfatter, hvilken rolle de syv gamle dødssynder spiller for det moderne menneske.
Andreas Lindbjerg Nielsen
Hvad betyder det at være menneske i en tid, hvor teknologi og accelereret udvikling slynger os fremad i stor hast? Det undersøger en ny podcastserie fra folkekirken.
Sammen med præst i Frederiksberg Kirke Lars Gustav Lindhardt og forfatter Knud Romer søger teknologiekspert Christiane Vejlø tilbage til de syv dødssynder for at undersøge, hvilken rolle de spiller for mennesker i dagens moderne samfund.
LYT HER: Podcasten De syv dødssynder
For teknologieksperten, der har en kandidatgrad i religionsvidenskab, har det været særligt interessant at se, hvor relevante dødssynderne er i dag.
- De syv dødssynder er ikoniske og handler om menneskelige svagheder, som de fleste kan identificere sig med. Samtidig taler de også ind i aktuelle, nutidige problemstillinger fra lavt selvværd på sociale medier og manges kamp med at få familiedynamikken til at fungere, til forholdet mellem frihed og kontrol og balancen mellem ambition og ugidelighed. Derfor ender synderne også med at være overraskende relevante, og serien skulle gerne føre lytteren til både refleksion og inspiration, siger Christiane Vejlø.
De syv dødssynder
Hvert afsnit tager udgangspunkt i en af de klassiske syv dødssynder: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab.
De tre medvirkende forsøger at finde svar på spørgsmål som: Hvad betyder misundelse i en tid, hvor vi oplever alle andres perfekte liv på sociale medier? Er dovenskab på vej til at blive en ønskelig kvalitet i en verden i evig bevægelse? Bliver det den skamfulde følelse af fråseri, som kommer til at stoppe vores overforbrug og redde planeten? Er det hovmod eller evolution, når forskningen stiler mod at skabe evigt liv? Kan vi leve med den griskhed techvirksomhederne udviser, når de tjener penge på de private data?
Serien er produceret for folkekirken.dk af Elektronista Media.
Præsten og forfatteren
Værten får i hvert afsnit selskab af præst i Frederiksberg Kirke og Frederiksberg Slotskirke, Lars Gustav Lindhardt, som er søn af biskop Tine Lindhardt og nu afdøde biskop Jan Lindhardt. Sidstnævnte udgav i sin tid bogen 'De syv dødssynder', hvor han genbesøger dødssynderne med vores samtids blik, hvilket flugter med ambitionen for podcasten. For selvom dødssynderne klinger af mørk, katolsk middelalder, så er der noget essentielt i dem, som vækker genklang hos det moderne menneske. Selv i et protestantisk land som Danmark, hvor tanken om dødssynd er en mere nedtonet størrelse.
- Jeg tror, at min far har ret i, at vi har svært ved at snakke om dødssynderne i dag, fordi vi grundlæggende har gjort dem til dyder. Vores økonomi er baseret på grådighed, og hovmod er kernen i vores selvtillids- og selvværdsopbygning. Det er også derfor, vi ikke vil stå til ansvar over for andre end os selv. Når jeg snakker med mennesker om synd, er sex og chokolade det første, de tænker på. For det har reklameindustrien forvandlet ordet til. Men synd er svigt. Svigt af vores ansvar og af andre mennesker. Det, der ødelægger forholdet mellem mennesker og forholdet til Gud. Det, som lægger livet øde, og det, som slår ihjel - metaforisk eller bogstaveligt, siger Lars Gustav Lindhardt.
Foruden den unge præst deltager forfatteren Knud Romer som fast samtalepartner i programmet. Som så ofte før lægger han ikke fingre imellem, når han taler om sine egne synder og laster - selvom han samtidig bryster sig af en strikt 1800-tals moral.
Du finder podcastserien her på hjemmesiden og på alle eksisterende podcastplatforme.