Ny bibeloversættelse gør op med kirkeligt klubsprog

Andreas Lindbjerg Nielsen

Det er ikke hvert år, der udkommer en nyoversættelse af Bibelen. Det er heller ikke hvert årti. Faktisk skal vi tilbage til 1992, hvor den seneste samlede udgave udkom.

Men i år kulminerer omtrent tyve års oversætterarbejde, når Bibelen 2020 udkommer. Modsat 1992-udgaven, som er autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe ll til brug ved søndagsgudstjenesten, er Bibelen 2020 tænkt som et supplement, som kan åbne de bibelske tekster op for de knap så kirkevante. Den er skrevet på et moderne, nudansk sprog, så både 16-årige Patrick fra Herlev og den 48-årige sygeplejerske fra Odense kan læse med, uden at de føler, at de bliver ekskluderet af et indforstået sprog, et slags kirkeligt klubsprog.

Også den fysiske indpakning er sat op, så den er indbydende for den moderne læser. Teksten er sat op i en spalte, og der er ingen noter og krydshenvisninger, som kan forvirre de ikke-indviede.

Sproget udvikler sig med virkeligheden

Ifølge Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet, er netop sproget en af de vigtigste årsager til, at Danmark har brug for en ny oversættelse af Bibelen.

- En oversættelse vil altid tale ind i den tid, den udspringer af, så det er hele tiden nødvendigt med nye oversættelser i takt med, at sproget udvikler sig. For virkeligheden udvikler sig med sproget.

Derfor ”spotter” de forbipasserende ikke længere Jesus på korset i Markusevangeliet. De ”håner”, så det ikke bliver forvekslet med det anglificerede ord for at ”få øje på”, som især mange yngre mennesker vil læse det. Et andet eksempel er, at Gud tidligere ”gjorde tænder uvirksomme” i Det Gamle Testamente. Men få mennesker – foruden de særligt bibelkyndige – vil i dag vide, at det egentlig betyder, at han ”lod dem sulte”.

Og det understreger en væsentlig pointe med Bibelen 2020. Den er i høj grad meningsbaseret, så oversættelsen sætter meningen højere end den direkte, udtryksnære gengivelse af grundteksten.

En hårfin balance

Balancen mellem at gengive meningen i et forståeligt og flydende, nutidigt sprog og samtidig yde grundteksten retfærdighed har været den gennemgående udfordring, fortæller Birgitte Stoklund Larsen.

- Der har været en rigtig stor, tilbagevendende diskussion om, hvor snittet skal lægges. Så der er blevet filet frem og tilbage igennem mange år.

Oversættelsen er lavet i såkaldte oversætterteams, som typisk består af en hebraiskkyndig og en danskkyndig - for eksempel en journalist eller en forfatter. Og så er der blevet forhandlet frem og tilbage.

- Den hebraiskkyndige kunne så starte med at sige, at der står det og det. Hvortil den danskkyndige ville sige, men hvad betyder det? Hvad er meningen? Og så frem og tilbage for til sidst at lande på noget, som begge kan stå inde for. Noget letlæseligt og forståeligt, som samtidig er tro mod grundteksten, fortæller Birgitte Stoklund Larsen.

Synden har skiftet betydning

Det store fokus på det betydningsmæssige betyder også, at kristne kernebegreber som eksempelvis ’synd’ og ’nåde’ er blevet sløjfet.

- I dag har synd typisk noget med ens kalorieindtag at gøre. At man lige kommer til at tage en ekstra flødebolle fra pakken. Men på hebraisk er der brugt flere ord for synd, og i Bibelen 2020 er der brugt omskrivninger, som for eksempel selvoptagethed, oprør mod Gud eller at gøre det stik modsatte af, hvad Gud vil. I Bibelen bliver synd målt på et noget større register end en pose Matadormix, så det har vi taget den hårde konsekvens af.

Birgitte Stoklund Larsen understreger, at Bibelen 2020 ikke skal erstatte den autoriserede oversættelse, men supplere den. Derfor vil begreber som nåde og synd naturligvis stadig kunne findes mange andre steder i den kristne litteratur.

Henrettelse på kors

Andre ord har vi vænnet os så meget til, at det ikke vækker de store følelser i os mere. For eksempel ”korsfæstelse”.

- Vi har beholdt ”korsfæstet” flere steder, men andre steder har vi skrevet ”henrettet på et kors” for at minde folk om, hvor brutal en henrettelsesmetode, det faktisk var. Det kan måske være med til at skabe en slags ny fremmedhed, som kan give læseren en ny erkendelse af indholdet i teksten. Det er et andet greb, som jo er det omvendte af at gøre de gamle ord mere genkendelige, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Et andet gammelt ord, ”velsignet”, er i gammeltestamentlig sammenhæng meget håndgribeligt og betyder frugtbarhed, trivsel, mange børn og overflod. Det har været en tur gennem en række testlæsegrupper undervejs, men er modsat nåden og synden endt med at overleve. Her havde man ellers forsøgt sig med at oversætte det til ordet ”livsstyrke”, hvilket ikke desto mindre blev opfattet som endnu et abstrakt, lukket kirkeord.

- Og så virkede det jo stik imod hensigten. Ordet velsignelse vækker genkendelse hos alle i dag, selvom det ofte er i betydningen ”at give tilladelse til”. Men når man læser det i en kontekst, så bliver det tydeligt, at velsignelse faktisk er mere konkret. For eksempel i Første Mosebog, hvor Gud velsigner Abraham, så han får et langt og godt liv. Der får man indholdet i velsignelsen med.

Hvad betyder det for gudstjenesten?

Nogle vil mene, at det er et brud med traditionen, at Pagtens Ark” er blevet til ”kisten med den hellige aftale”. Eller at ”avner” er blevet til ”kornets skaller”. Men her er det vigtigt ikke at forveksle det mystiske med det fremmedgørende, siger biskop i Ribe Stift Elof Westergaard:

- Vi er spændt ud mellem de to, forståelighed og mysterium, fremmedhed og nærvær. Fremmedord eller gamle ord behøver ikke ramme mysteriet og nærværet. Det arkaiske kan være en fremmedhed, som ikke forkynder noget, men blot er fremmed.

Ligesom flere andre biskopper er han positiv stemt for at give dispensation til at bruge den nye bibel i gudstjenesten, og det glæder Birgitte Stoklund Larsen:

- Det er jo oplagt at bruge den til eksempelvis familiegudstjenester. Men jeg håber også, at præsterne vil bruge den i søndagsgudstjenesten for at få en erfaring med, hvilke tekster der fungerer i gudstjenestesammenhæng. Især lige nu, hvor vi jo diskuterer liturgi (gudstjenestens form, red.) er det relevant at debattere, hvad en god bibeloversættelse egentlig er? Det vil vi forsøge at opsamle erfaringerne fra med henblik på en autoriseret oversættelse.

Men det skal ikke blive for internt kirkeligt. For først og fremmest håber Birgitte Stoklund Larsen, at Bibelen 2020 vil blive brugt af folk derhjemme.

- Jeg håber, at rigtig mange vil få lyst til at give Bibelen 2020 en chance som læsning derhjemme. Undervejs kan det være, at nogle får lyst til at læse den sammen med andre mennesker, som man altid har gjort med Bibelen gennem tiderne. På biblioteker eller i private læsegrupper, det ville da være herligt.

Øretævernes holdeplads

Der vil altid være en vis skepsis blandt modtagerne, når man laver en oversættelse af Bibelen, som lægger sig længere væk fra originalteksterne end eksempelvis den autoriserede Bibel. Både blandt de mere konservative kristne, men også blandt de, som sværger til at læse Bibelen som en religionshistorisk kildetekst. Og så er der det med forbindelsen til vores store salmeskat, hvor ord som ”miskundhed” understreger en kristen traditionsbevidsthed.

Det er alle forbehold, som Birgitte Stoklund Larsen har fuld forståelse for.

- Jeg synes også, man skal blive med at drøfte og overveje, hvordan vi bedst bærer Bibelens budskaber ind i vores tid. Så det er egentlig også en invitation til videre drøftelse af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

Derfor hilser hun al kritik, ros og debat mere end velkommen:

- Bibelen er jo en klassiker. Og det er klart, at når man gør noget ved tekster, som folk kender og elsker, så må man være forberedt på en reaktion. Det samme gør sig sikkert gældende hos teaterfolket, hver gang der kommer en ny oversættelse af Shakespeare. I virkeligheden betyder det jo bare, at folk går højt op i det, fordi det er noget, som ligger deres hjerte nært. Det vil være virkelig betænkeligt, hvis den udkommer i larmende stilhed.