Med Soundboks og ukulele skaber præster glæde på plejehjem

Dorthe Boss Kyhn

Hvad gør man som kirke, når landets plejehjem i snart et år har været underlagt besøgsforbud og andre restriktioner? Ja, så tænker man kreativt og finder andre måder at forkynde på. Sådan lyder i hvert fald meldingen fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

- Det har flere steder i landet ikke været muligt for præster og de øvrige kirkelige medarbejdere at komme ind på plejehjemmene og holde gudstjeneste i efterhånden lang tid. Men på trods af det, så er det min vurdering, at der er vokset noget meget kreativt ud af krisen. Fantasien har i den grad fået frit løb, siger Rose Marie Tillisch, der er vidensmedarbejder på ældreområdet.

Hun har i den seneste tid kontaktet godt 35 sogne med henblik på at indsamle viden og erfaring fra tiden under krisen, og der er kommet mange konstruktive tilbagemeldinger.

- Nogle præster fortæller, at de bruger tiden under nedlukningen til at undervise deres medarbejdere i, hvordan man møder mennesker med demens. Andre fortæller om, hvordan man har arrangeret de såkaldte gårdsanger-gudstjenester, og selv den korte kontakt giver kolossal glæde, fortæller Rose Marie Tillisch.

LÆS MERE: Folkekirkens arbejde med demens

Gudstjeneste med ukulele

En af de tilbagemeldinger, hun har fået, er fra en præst, der fortæller, at hun før jul ringede til plejehjemmet for at høre lederen, om hun skulle aflyse gudstjenesten. "Aldrig i livet," lød svaret. Og så gik den pågældende præst ellers i gang med at nytænke:

- Hun ringede først til provsten, som gav tilladelse til, at de måtte holde gudstjenester udenfor plejehjemmet. Så fik hun fat i organisten, der entrerede med sin datter, der kunne synge, og præsten selv greb sin ukulele – og så drog de ellers rundt i samlet flok og sang gennem vinduerne fire forskellige steder på plejehjemmet, fortæller Rose Marie Tillisch.

Jan Nilsson, der er præst i Emmauskirken på Frederiksberg, har taget til tilsvarende midler i brug.

- Jeg købte en stor Soundboks i sommer – den slags højtaler, som man ser mange unge bruge – og så installerede vi os ellers med headset, el-piano og højtaler ude foran plejehjemmene og holdt gudstjenester på afstand, fortæller han og supplerer:

- Vi mærker en tydelig frustration. Plejehjemmene har været lukket ned i snart et år nu, og det rammer de demensramte, der i forvejen er udfordret, dobbelthårdt. Der er så mange af deres aktiviteter, der er skåret væk i denne tid, fortæller Jan Nilsson, der på det seneste har fået lov til igen at komme ind på sine plejehjem og holde små korte andagter for ganske få – bobler af - beboere ad gangen.

Man får så meget igen

Så demensarbejdet har tilsyneladende ikke ligget stille under krisen. Rose Marie Tillisch har i hvert fald samlet ny og spændende viden.

- Jeg hører om pårørende- og sorggrupper, der mødes med præsten i "walk and talk"-møder, og jeg har talt med præster, der oplever, at de under krisen har fået en helt ny menighed, fordi de har streamet små korte gudstjenester og lagt dem på kirkens hjemmeside. Det har vist sig, at der også er en gruppe af ensomme, der sidder hjemme og ikke plejer at komme i kirke, men som har glæde af at følge med på nettet. 

- Jeg hører alle steder fra, at der er et stort behov for vores arbejde i denne tid, men der findes 2000 sogne i dette land – og derfor lige så mange muligheder for løsninger. Men det er en stor glæde at vide, at når man bare gør lidt som kirke, få får man meget taknemmelighed og glæde igen, lyder meldingen fra Rose Marie Tillisch.