'Man siger, Grundtvig lukkede gærdet'

Ellen Aagaard Petersen

- Grundtvig skrev så meget og så godt, at der ikke var grund til at føje noget til, siger præst og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen.

Ved sin død i 1872 efterlod Grundtvig mere end 1500 salmer, og der skulle gå omkring 100 år, før der igen blev skrevet mange salmer. I 1970’erne og 80’erne begyndte salmedigtere som Holger Lissner og Hans Anker Jørgensen at skrive salmer til unge, for meget var blevet uforståeligt for dem.

Men vi har alle brug for salmer, der kan udtrykke vores egen tid og erfaringer, forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen, som ikke har tal på, hvor mange salmer og sange hun selv har skrevet. Men i al fald 200, og der kommer hele tiden flere.

- Vores samfund har forandret sig meget. Vi er flyttet fra landet ind i byerne, kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, vi har fået demokrati i en anden forstand end på Grundtvigs tid. Vi har fået nye problemstillinger, som vi har brug for et udtryk for, siger hun.

Når vi i den gamle høstsalme synger, at ’Vi pløjed’ og vi så’de vor sæd i sorten jord’, så er det de færreste af os, som faktisk har den erfaring. At bage et brød, det har de fleste til gengæld prøvet. Men det er en kvindeerfaring, som ikke har være i salmerne før.

Derfor holder Lisbeth Smedegaard Andersen af det vers i salmen ’Der våger i verden et kærlighedsord’, hvor hun bruger billedet ’de hænder der ælter en dej/og dem der tog nænsomt imod dig engang/i sommerens sovende sang.’

Salmer skal bevæge os

Poesien kan noget særligt, siger salmedigteren, som har skrevet syv af salmerne i Salmebogen. Man får lagt ord i munden, som kan formulere en sorg eller en glæde. Ord, man måske ikke selv kunne finde.

En salme kan bevæge os, altså flytte os. Ligesom de gammeltestamentlige salmer i Bibelen, der begynder der, hvor den syngende er fortvivlet, men når salmen ender, er han det ikke længere.

En salme kan være som en bøn, hvor man taler til Gud og måske til sig selv. Den begynder et sted og ender et andet: I en fortrøstning, og så man er kommet lidt videre.

Derfor er det også vigtigt, at salmerne bruger et nutidigt sprog. Nogle moderne ord er dog for upoetiske:

- Det ville virke kunstigt, hvis jeg brugte ord som mejetærsker og traktor, selv om jeg skriver nye høstsalmer. Men andre byder sig til. Som at at sætte noget på standby. 

Udtrykket, som Lisbeth Smedegaard Andersens forfatterkolleger var noget forbeholdne over for, er med i en af hendes nye sange: ’tag et lille hvil fra din mobil og sæt hamsterhjulet på stand by.’

- Det er ord, vi bruger, som i og for sig ikke er upoetiske. En kvinde kom for nylig og takkede mig for verset med linjen ’Gud er hos den, der ængstes/ og den hvis fremtid er/en ligning med en hel del ubekendte.’ Sådan er vores liv jo, siger hun.

Fællessang er ægte fællesskab

Når gærdet, som Grundtvig lukkede efter sig, igen står vidt åbent, hænger det ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen også sammen med, at folk igen er blevet glade for at synge:

- Fællessangen har det bedre, fordi vi søger fællesskabet igen. Vi er i dag - om ikke ensomme, så meget alene. Vi gør i al fald mange ting alene. Men når vi synger sammen, har vi et ægte fællesskab. Vi ser på hinanden, vi har ikke mobilen tændt, vi gør noget sammen. Når mange synger sammen, så løfter det virkelig.