Fortsæt til hovedindholdet
6. december 2018

Levende julekalender er kirke for alle

Kirker landet over inviterer i løbet af december til levende advents- og julekalender. Det er en fantastisk måde at være kirke for alle på, siger menighedsrådsformand.

Den levende julekalender i Christianskirken i Fredericia er blevet en tradition for mange fredericianere. Billedet er fra lågeåbningen den 5. december, hvor babysalmeholdet var dagens gæst. Foto: Per Møller Henriksen 

Andreas Lindbjerg Nielsen

Hver dag fra første søndag i advent og frem til jul åbner Christianskirken i Fredericia en låge i deres levende adventskalender. Ligesom en del andre kirker landet over har de fået skabt en ny tradition, hvor de inviterer til en række små begivenheder i løbet af adventstiden.

Lågerne i Christianskirken består helt konkret af de 24 glasmosaiker af Bjørn Nørgaard, som pryder hele gavlen bag alteret, og som kan oplyses én for én. Hver mosaik fortæller en bibelsk historie. Tolv fra Det Nye Testamente og tolv fra Det Gamle Testamente.

Lågeåbnere bredt sammensat

Til åbningen af hver låge er der indbudt en gæst, som fortæller og giver sin egen tolkning af lågens motiv. Gæsterne kommer alle steder fra: rådhuset, kirken, erhvervslivet, kirkelige og ikke-kirkelige organisationer og tæller blandt andre også en skuespiller, en pressefotograf, en kok og en journalist.

Det har været vigtigt at sammensætte lågeåbnerne så bredt som muligt, siger formand for menighedsrådet, Per Møller Henriksen, som har været med til at udvikle adventskalenderen, siden den startede for ni år siden.

- Vi forsøger at invitere personer fra alle grene af lokalsamfundet, ikke kun folk med relation til kirken. Sidste år havde vi for eksempel inviteret obersten fra Fredericia Kaserne, som nok aldrig ville deltage som gæst, men som tog imod udfordringen med ydmyghed og taknemmelighed, siger Per Møller Henriksen.

Af og til er lågeåbneren valgt på baggrund af deres fag. For eksempel skal lågen, hvor Bjørn Nørgaard har afbildet bespisningsunderet, åbnes af den lokale michelinkok Mette Hvarre Gassner.

Bjørn Nørgaards samlede glasmosaik med eksempler på motiver og lågeåbninger. Foto: Christianskirken og Benny Grey Schuster 

17 minutter kl. 17.17

Christianskirkens adventskalender er blevet en tradition blandt mange fredericianere. Sidste år deltog i gennemsnit 100 personer per gang, og besøgstallet tegner ikke til at blive lavere i år.

Lågeåbningen følger den samme koreografi hver dag: Klokken 17.17 starter musikken. Så byder dagens vært velkommen, og efter en jule- eller adventssalme får gæsten ordet i omtrent 7 minutter. Efter en salme skrevet særligt til dagens låge beder værten fadervor og giver eventuelt et gå-ord med på vejen. Det hele varer cirka 17 minutter.

- Vi vil gerne skabe et rum for refleksion, som nærmest bliver meditativ. Så vi forsøger at sætte deltagerne i en særlig stemning ved blandt andet at spille den samme indgangsmelodi hver gang og ved at dæmpe lyset. Det er udelukkende dagens mosaik og taleren, man skal fokusere på, siger Per Møller Henriksen.

Kirke for alle

- Det er i virkeligheden en meget stram liturgisk og rituel form, siger Per Møller Henriksen. Men fordi indholdet er så koncentreret og lågeåbnerne så varieret sammensat, vil det for nogle virke mindre formelt og højtideligt.

Det giver ifølge Per Møller Henriksen alle uanset tilknytning en anledning til at komme i kirken uden for eksempel at skulle tage del i højmessen.

- Det er en fantastisk måde at være kirke for alle folk på. Det gør dørtærsklen lav, fordi fortællingerne tager udgangspunkt i den konkrete talers egen verden og livserfaringer. Det giver nogle interessante og anderledes udlægninger, som ikke nødvendigvis er formet af teologiske overvejelser. Og samtidig rummer det kirkens budskab.

Levende julekalender

Der er flere steder i landet, hvor man laver levende kalender, heriblandt:

 

Vor Frue Kirke, Kalundborg

Langenæskirken, Aarhus

Sortebrødre Kirke, Viborg

Tersløse Kirke, Dianalund

Tranbjerg Kirke, Aarhus

 

Se om din lokale kirke har noget lignende på deres egen hjemmeside eller på kirkekalenderen.dk

 

Du er altid velkommen til at tippe redaktionen om nye, spændende tiltag. Skriv til redaktion@folkekirken.dk