Lektor i sjælesorg: Mennesket er ikke et dokument

Andreas Lindbjerg Nielsen

Engang var det meget normalt, at man gik til præsten for at få et godt råd. Det kan man selvfølgelig stadigvæk, men præstens rolle i de fortrolige samtaler med mennesker – sjælesorgssamtalen – har alligevel ændret karakter igennem de seneste år.

LYT MED: Podcasten Sjælesorg

Hvor der tidligere var en tendens til at opfatte sjælesørgerens rolle, altså præstens rolle, som en der så mennesket foran sig som et dokument eller en tekst, man kunne aflæse og afkode, så har man i dag et større fokus på hele det komplekse netværk, som mennesket indgår i. Her spiller for eksempel køn, alder, etnicitet, forhistorie og tro en stadig større rolle. 

Det forklarer lektor, ph.d., i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Christine Tind Johannessen, som har forsket og undervist i sjælesorg igennem mange år og er tilknyttet som forsker på Det Teologiske Fakultet i København.

- Den sjælesørgeriske samtale sker altid med Gud som fortegn, altså at det guddommelige på en eller anden måde er med, selv om det måske slet ikke bliver sagt. Men til forskel fra tidligere, så er virkelighedens og samfundets diversitet meget vigtigt at have for øje i sjælesorg i dag, siger Christine Tind Johannessen og giver et eksempel:

- Hvis jeg sidder over for et menneske, som har været på flugt, eller som er væsentligt ældre eller yngre end mig, så bliver jeg som sjælesørger nødt til at være ekstra opmærksom på vores forskellighed, og hvad mine egne blinde vinkler er i forhold til det menneske. Det kræver en udstrakt grad af nysgerrighed og spørgen ind for at finde ud af, hvilket verdensbillede eller virkelighedsbillede, vi taler ud fra, siger hun.

Det lyder indlysende, medgiver Christine Tind Johannessen, men hun ser alligevel sjælesorgssamtalen som meget mere end, ja, en samtale:

- I en uformel samtale har vi en tendens til, at vi gerne vil være enige. Vi siger: ”Ja, det kender jeg godt,” og så fortæller vi videre om vores personlige historie. Det sikrer den gode stemning og en form for genklang, så det er jo sympatisk nok, men vi risikerer også at glemme at lytte ordentligt til den anden. Der er jo faktisk en god mulighed for, at jeg for eksempel som hvid, midaldrende kvinde af en lang præsteslægt har en væsentlig anden oplevelse af virkeligheden, end personen jeg sidder overfor.

Udviklingen i sjælesorgsarbejdet skal selvfølgelig ses i den sammenhæng, at vores samfund generelt er blevet mere sammensat. Derfor er kirkens medlemmer ikke er så fasttømret og homogen en størrelse som tidligere. Og det er ikke fordi, det er sket fra den ene dag til den anden, forklarer Christine Tind Johannessen, det er sket i en lang, glidende bevægelse i løbet af de sidste små 100 år.

Sjælesorg er ikke kun på præstens kontor

Der findes ikke meget forskning i Danmark, der koncentrerer sig om, hvad der sker i samtalerne på præstens kontor. For eksempel begravelses- og bisættelsessamtaler, som kan siges at være forskellige former for sjælesorg, og som Christine Tind Johannessen derfor netop har forsket i. Det store fokus har i stedet været på eksempelvis dåb, nadver og prædiken, der alle har en mere tydelig udtryksform. Hvilket alt andet lige gør det nemmere at indsamle, tolke og analysere på.

Men ifølge Christine Tind Johannessen er der samtidig sket det, at sjælesorg i stigende grad er rykket ud af præstens kontor. Nogle tydelige eksempler er hospitalspræsterne og det stigende antal studenterpræster på uddannelsesinstitutionerne. Begge dele var næsten utænkelige for en håndfuld år siden. Eller beredskabspræsterne, som rykker ud i katastrofesituationer på linje med politi, militær og sundhedspersonale.

- Det understreger, at sjælesorg ikke længere bare er et sofistikeret område, som er helt eksklusivt til min lille menighed. Jeg skal kunne gå ud i verden og møde og tale med mennesker, uanset om de er kristne, ateister eller buddhister. Jeg skal komme som præst og kristen og møde folk der, hvor de er, siger Christine Tind Johannessen.

LÆS MERE: Når smitten stiger, søger flere sjælesorg

I sin forskning har hun haft en særlig interesse i ”Sjælesorg ved katastrofer”, fordi det i de ekstreme situationer bliver tydeligt, at kirkerummet er blevet udvidet til mere end den fysiske kirke:

- Måske sniger præsten sig til at have et lille kors om halsen. Men ellers er man bare iført ”kedeldragt”, hvis man for eksempel er ude til en togulykke eller en naturkatastrofe. Og der sidder man jo vitterligt ikke i en kirke, men i hotelcaféen eller barbersalonen, når man skal give sjælesorg, og så kan man ikke have fine fornemmelser. Så må man have kirkerummet med sig i stedet.