Laveste antal udmeldelser i 15 år
For fjerde år i træk falder antallet af udmeldelser af folkekirken og er nu det laveste i 15 år. Coronakrisen er en del af forklaringen, mener ekspert.
Andreas Lindbjerg Nielsen
Færre melder sig ud af folkekirken. Det har været en tendens i de seneste års kirkestatistik, at udmeldelsestallet har ligget på et stabilt lavt niveau, og siden 2018 er den faldet en smule år efter år.
Også i 2021 fortsætter tendensen med få aktive udmeldelser, det vil sige udmeldelser, som ikke skyldes dødsfald eller permanent fraflytning til udlandet. I alt meldte 8961 sig ud af folkekirken sidste år, hvilket er lidt færre end i 2020, hvor 9053 meldte sig ud. Det er dermed det laveste antal udmeldelser siden 2007, hvor 8810 meldte sig ud.
LÆS MERE: Overblik: De vigtigste tal fra kirkestatistikken 2021
Krisen får færre til at melde sig ud
Karen Marie Sø Leth-Nissen er vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og har tidligere forsket i folkekirkens udvikling ved bl.a. Københavns Universitet. Hun mener godt, at man kan begynde at tale om, at coronakrisen har fået færre til at melde sig ud af folkekirken.
- Vi har fået mere fokus på det nære under krisen, og hvor vigtigt det er at kunne mødes og mærke sammenholdet i familien. Her er folkekirkens ritualer vigtige anledninger til at mødes og blive mindet om, at man hører sammen.
LÆS MERE: Kirkestatistik: Vi vender tilbage til folkekirkens ritualer
En anden væsentlig udvikling, som man kan se på graferne, er antallet af indmeldelser, som har lavet et stort spring i 2021 til 12.097. Indmeldelsestallet skal give et billede af alle andre indmeldelser end barnedåb, hvorfor man fratrækker indmeldelser af alle 0-årige, eftersom barnedåben før coronakrisen typisk fandt sted, inden barnet fyldte et år. Det ændrede sig dog under nedlukningen i 2020, så en god del af stigningen af indmeldelser (hovedsageligt ved dåb) i 2021 skal sandsynligvis tilskrives de mange udskudte dåb fra 2020. Det fremgår også af dåbstallene, hvor langt flere 1-4 årige blev døbt ind i 2021 end de foregående år.