Konfirmationshjælp vokser
Konfirmationen kan blive en dyr affære med mad, tøj og gaver. Kirken og andre frivillige hjælper konfirmandernes familier til den store dag

’Genbrug er genialt’ er mottoet for kirker og stifter, der indsamler og udlåner brugt konfirmationstøj. Det er nemlig ikke kun smart for økonomien at genbruge, det er også godt for klimaet. Arkivfoto
Marianne Luna Røndal
Et ’Ja’ i kirken og en fest for familien. Konfirmationen er stor dag for både konfirmander og for gæsterne. En dag, der handler om ja’et i kirken, men også indebærer forventninger om en fest. Det kan være hårdt for økonomien, særligt hvis den er presset i forvejen.
LÆS MERE: Biskop samler tøj ind til sparebevidste konfirmander
Konfirmation koster gennemsnitligt over 30.000
Den gennemsnitlige pris for en konfirmation inklusive fest, tøj til konfirmanden og familien samt gave til konfirmanden forventes i år at løbe op på 30.466 kr., siger forbrugerøkonom ved Nordea, Ann Lehmann Erichsen. Af dette er cirka 20.000 kroner til selve festen, resten er til tøj og gaver.
Heldigvis er der hjælp at hente fra flere fronter. For selvom det ikke er noget krav at sætte budgettet højt, drømmer de fleste konfirmander om en fest, der ligner deres venners.
LÆS MERE: Præst vil forære konfirmander tøj til den store dag
Brugt konfirmationstøj er bæredygtigt
I Østbirk Kirke ved Skanderborg samler sognepræst Lone Buhl Pedersen brugt konfirmationstøj for andet år i træk. De har fået rigtig meget tøj, så der er konfirmationskjoler og habitter både til store og små.
Indsamlingen og uddelingen af konfirmationstøj går under mottoet ’Genbrug er genialt’, for det handler nemlig ikke kun om at spare penge. Det er også mere bæredygtigt at genbruge konfirmationstøj end at producere nyt.
Flere andre stifter og kirker er med på genbrugsbølgen, blandt andet Viborg Stift og Frederikssund Kirke. Der er altså rig mulighed for at spare både klimaet og pengepungen ved at tage en brugt konfirmationskjole på til den store dag.
Lån eller få konfirmationstøj her
Viborg Stift indsamler og uddeler både konfirmationstøj, bordpynt og andre ting til konfirmationen. Se mere her.
Frederikssund Kirke indsamler og uddeler konfirmationstøj. Kontakt kordegn Helle Dissing på helle@frederikssundkirke.dk
Østbirk Kirke ved Skanderborg indsamler og uddeler konfirmationstøj. Alle er velkomne til at komme forbi med tøj eller kigge på tøj.
På Facebooksiden ’Tøjhjælp til konfirmationen’ hjælper mennesker hinanden med alt fra brugt konfirmationstøj til madlavning og serveringshjælp.
I Facebookgruppen ’Konfirmationskjoler til låns’ kan du låne en kjole ganske gratis til konfirmation, dåb og bryllup, så længe du betaler for en tur til renseriet efter brug.
Her kan du søge om økonomisk støtte til konfirmationen
Nogle sogne har menighedspleje, som uddeler hjælp til trængende familier i forbindelse med konfirmation og lignende. Forhør dig i dit sogn.
Du finder kontaktoplysninger på dit sogn her.
Bl.a. Vejgaard Sogn yder konfirmationshjælp til bosatte i sognet.
Foreningen til Støtte for Mødre og Børn uddeler legater til konfirmation.
Enlige forældre kan søge konfirmationshjælp hos Statsforvaltningen.
Hos Børnesagens Fællesråd kan enlige forsørgere med dårlig økonomi søge økonomisk hjælp til konfirmationen. Ansøgningsfristen for i år er desværre udløbet.
Hos Foreningen Børn og Unges Mærkesager kan du også søge om hjælp til maden til konfirmationen. De har dog lukket for flere ansøgninger i år.
Det koster konfirmation i gennemsnit
Forbrugerøkonom ved Nordea, Ann Lehmann Erichsen, lavede sidste år en stor undersøgelse af prisen på konfirmationer. Da konfirmationer er ret stabile i prisen, har hun brugt sidste års tal og modregnet for de 0,3 procent inflation, der var.