Fortsæt til hovedindholdet
25. februar 2014

Kirken styrker socialt arbejde

Støtte til pressede familier, sårbare unge, prostituerede og asylansøgere er blandt de projekter, som nu sættes i gang med midler fra Den folkekirkelige Udviklingsfond.

To millioner kroner fordeles i år mellem 14 projekter i hele landet og størstedelen skal bruges på at udvikle kirkens arbejde blandt udsatte mennesker.

Et skal hjælpe indsatte i fængslerne med at komme godt tilbage til samfundet. Et andet støtter en kirkelig natcafé for prostituerede. Og et tredje skal oprette netværksgrupper for sårbare personer og hjælpe dem til at deltage i lokale aktiviteter med støtte fra frivillige.

Frivillighed i fokus

Kirkernes sociale arbejde drives primært af frivillige for indsamlede midler. Og mange af udviklingsprojekterne drejer sig netop om at engagere frivillige og klæde dem godt på til opgaverne.

Det er helt afgørende, at folkekirken prioriterer at opruste på frivilligfronten, mener leder af Kirkens Korshær i Aarhus, Morten Aagaard, som står bag et af de 14 projekter, 10 veje til frivilligt socialt engagement blandt unge:

- Kirkens Korshær kunne slet ikke eksistere uden frivillige og kirken har altid været dygtig til at engagere frivillige. Men vi må erkende, at langt de fleste er i pensionsalderen.

Sådan behøvede det ikke at være, ifølge Aagaard, som henviser til organisationer som Røde Kors, der med succes inddrager unge i frivilligt arbejde. Kirkerne har også stor berøringsflade med unge i ungdomsklubber og familiearbejde. Men når det kommer til frivillighedsarbejdet, halter det lidt og det undrer ikke korshærslederen:

- Frivillige er det bedste og det værste jeg har. Det er hamrende besværligt. De skal motiveres på en anden måde end ansatte og har andre forventninger til os. Derfor er det rigtig godt, at kirken prioriterer at håndtere frivillige mere professionelt, mener Morten Aagaard.

Projekt 10 veje til frivilligt, socialt arbejde blandt unge er lokalt forankret hos Kirkens Korshær og lokale kirker i Aarhus. Det er meningen, at resultaterne af arbejdet skal kunne bruges af kirker i hele landet.

Læs mere om projekterne her: >>>

Den folkekirkelige Udviklingsfond har eksisteret siden 2007 og støttet i alt 117 projekter.

Af Ellen Aagaard Petersen