Kan kirkens klimadagsorden skabe splittelse?

Tekst: Otto Lundgaard
Foto: Rune Hansen

Domkirkens klokker faldt i slag, og tunge, mørke regnvejrsskyer havde samlet sig truende over Palæets gård i hjertet af Roskilde. Begge varsler fra oven kunne opfattes som skræmmebilleder på verden, som den fremstår i skyggen af klimaforandringerne – og netop verdens tilstand var genstand for den timelange og levende debat, der åbnede torsdagens program på Himmelske Dage i Roskilde.

”Hvem redder verden” spurgte debatleder Clement Kjersgaard, og de godt 250 interesserede tilhørere fik del i hele ni indbudte paneldeltageres bud på svar. Herunder ikke mindst svar på spørgsmålet om kirkens rolle i såvel klimadebatten som i arbejdet med at finde en brugbar fremtidsløsning. Og på hvilken måde; for man undgår vel ikke, at jo længere kirken går ind i debatten, jo mere politisk bliver det, som den veloplagte Clement Kjersgaard indledte med at påpege.

Meget ulig tv-programmet, som Clement Kjersgaard er kendt for, blev debatten på Himmelske Dage indledt med fællessang. Alle rejste sig og sang de tre første vers af Brorsons lovsang ”Op al den ting”. Her skulle navnlig det sidste vers vise sig relevant for eftermiddagens debat:

”Det mindste græs jeg undrer på i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få om det kun ret at tale?”

Spørgsmålet er nemlig, om menneskelig visdom alene slår til, når verden skal reddes.

Klimasorg blandt unge

At klimaet fylder betragteligt i de unges syn på fremtiden, men også i deres eksistentielle situation, kunne Sarah Strunge Albertsen fra Stefanskirken på Nørrebro, bekræfte. De unge deltagere i hendes sorggruppe føler angst og stress med dommedagsudsigter rettet mod en fremtid, som trues af klimaforandringer, skabt af deres og deres forældres overforbrug, fortalte hun. Tør de unge overhovedet få børn, sådan som verden er i dag?

Mikkel Christoffersen, adjunkt i praktisk teologi, anførte, at klimaet er en sag, der ikke kan undgå at påvirke os alle og som fylder os med stærke følelser. En sorg over alt det, der er mistet, en angst over en fremtid, som kommer os i møde, og en skam over ikke at kunne komme fri af det vestlige forbrugssamfund, som påvirker os alle.

Hertil tilføjes et element af moral, idet kirken står over for den svære opgave at fastholde to ting samtidig: Både at være en livsorienteringskraft, som tager menneskers forvaltning af jorden alvorligt, og samtidig tage sit hovedbudskab om nåden, troen og håbet alvorligt. Denne balance er kirken nødt til at finde.
 

Biskop: Kirken skal udtale sig! 

Roskildes biskop Peter Fischer-Møller gik imod et gennemgående debatindlæg om, at kirken og dens personer ikke kan udtale sig som klimaspørgsmålet, uden at det bliver politisk. Kirken skal udtale sig om det, der er samfundsrelevant, men naturligvis ikke ad en partipolitisk vej, sagde biskoppen:

”Kristendommen taler også til os om det, der har med fælles anliggende at gøre, herunder den måde vi bygger samfund på. Hvis vi tror på Gud, så har vi ansvar for at tage vare på en natur, der har værdi i sig selv, fordi den er skabt af Gud.”

En rød bøf og Jesu genkomst 

Sognepræst Jesper Bacher citerede i sit indlæg den kristne forfatter Paul Hoffmann: ”Jeg er optimist, jeg tror på verdens undergang.” Dette citat rummer den teologiske pointe, at Kristus kommer igen til dommedag, deraf optimismen – uagtet Clement Kjersgaard replicerede med at konkludere, at når man spiser en rød bøf, så bringer man Jesus’ tilbagekomst tættere på?

Bemærkningen bragte latter over forsamlingen, inklusive fra Jesper Bacher, som fik påpeget, at der ikke skal prædikes klimaangst og frygt i kirken, men prædikes frimodighed i troen på, at Kristus kommer igen:

”Verden er betroet gods, du står altid til ansvar for Gud, men kirken skal ikke være en slags grøn NGO med salmesang. Det er ikke verden, der stiller kirkens dagsorden, ligesom kirken ikke skal rende efter tidsånden. Kirken har et budskab, som ingen andre har. Derfor skal kirken prædike syndernes forladelse for alle, også alle os klimasyndere.”

Med disse ord slog domkirkens klokker og nedkaldte en ny og nærmest befriende latter over Palægården.
 

Frimodighed og håb

Sognepræst Marie Høgh advarede mod en splittelse, der kan opstå i folkekirken, hvis den grønne dagsorden samt andre politiske spørgsmål tager over. Marie Høgh argumenterede ud fra kirkelige erfaringer i nabolande som Tyskland, Sverige og Norge, hvor kirker, der taler med politisk stemme, har til følge, at folk valfarter ud af kirken:

”Det har store omkostninger for medlemstallet, at folk ikke ved, hvor de skal gå hen med deres eksistentielle længsel. Og der må vi ikke komme hen i kirken i Danmark.”

Dette synspunkt gik adjunkt i praktisk teologi Mikkel Christoffersen i kødet på. Han anførte, at folket efterspørger, at kirken følger med i de debatter, der er. Hvis ikke folkekirken og andre kirker går med i den grønne omstilling, så vil de netop skubbe folk fra sig – for så vil kirkens budskab fremstå som gammeldags og ligegyldigt.

Ida Auken: Kirken skal forkynde håb

Folketingsmedlem og tidligere miljøminister Ida Auken replicerede, at det bliver kedeligt, hvis man oplever kirken som en politisk smagsdommer, men det betyder ikke, at kirken ikke kan deltage i en diskussion om, hvordan vi som mennesker lever i en verden, hvor man kan få klimadepression. 

Ifølge Ida Auken er det vigtigt, at kirken sætter fokus på at forkynde håb, der skaber motivation, og tro, der skaber handling, nøjagtig som Jesus skabte vand til vin ved brylluppet i Kana:

”At den gode vin serveres til sidst, er et billede på, at den gode vin altid venter os. Vi har altid et håb, selv for enden af døden. Hvis denne frimodighed kan prædikes i kirken, så kan folk vågne op og bryde ud af forsterstillingen og derfra gå ud og handle.”
 

Bliv på jorden - men med antenner i skyerne 

Blandt panelets ikke-teologiske deltagere var landmand og tidligere formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster. Han erklærede i denne forsamling, at naturen er hans kirke. Det skal ikke forstås blasfemisk, men som et udtryk for respekt:

”Hvis ikke man har en forståelse og en respekt for den natur, som vi selv er – og selv er en del af – så kan vi ikke løse problemerne.” 

Naturen, sagde han, skal ikke forstås som en abstrakt størrelse, men konkret og håndgribelig.

”Vi skal blive på jorden,” sagde Per Kølster. 

Han tilføjede, at ligesom de gamle cistercienser- og benediktinermunke havde det, skal vi have antennerne oppe i skyerne. 

”For det er deroppe, vi finder den tro, der gør, at vi kan holde til det,” lød det fra Per Kølster.   
 

Det begynder med at holde af naturen

Biskop Peter Fischer-Møller fik i sit sidste indlæg sluttet ringen ved at henvise til salmen, der samlede forsamlingen. Vi får aldrig løst klimaproblemet, hvis ikke vi holder af jorden og naturen, sagde han:

”Hvis vi kun betragter naturen som ressourcer, så kommer vi aldrig til at elske den. Salmen, vi åbnede med, skal få os til at åbne øjnene for den egen værdi, naturen har."

Herefter rundede Clement Kjersgaard debatten af med at takke deltagerne, spørgerne i forsamlingen samt arrangørerne, som havde glædet sig til denne dag.