Fortsæt til hovedindholdet
2. september 2024

Kærlighedspræsten: "Tror du, at kærlighed er en lang glædesaffære, går du glip af det allerstørste"

Det nytter ikke noget kun at tale om kærlighed i følelser, siger præst og parkursus-instruktør Ane Øland Bækgaard. For følelser er flygtige. Derfor kan vi lære af tv-hittet ’Gift ved første øjeblik’, mener hun. Kærlighed handler nemlig om noget, der er meget vigtigere - men som vi ofte glemmer.

Morten og Søren er et af de fem modige par, der i denne 10. sæson af 'Gift ved første blik' lader seerne være fluen på væggen i deres ægteskabs op- og nedture. Foto: Presse/Brian Lichtenstein

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Vi har misforstået noget. Eller i bedste fald har vi bare glemt det. Og det ligger nok særligt dybt begravet i hukommelsen på de dage, hvor partneren er allermest irriterende, og hvor det synes umuligt at nå til enighed om noget som helst. For på de dage ville det unægtelig være lettere at være alene.

Men ved du hvad? Kærlighed handler ikke kun om dig.

Så er det sagt. Og hende der siger det, har gjort det til sin mission at hjælpe de par, hun vier i kirken, med at bevare kærligheden, når kirkedøren lukker i efter dem på bryllupsdagen.

- Kærlighed handler om forpligtelse, tilgivelse, barmhjertelighed, taknemmelighed, omsorg, overbærenhed, tålmodighed, selvtilsidesættelse og fællesskab, siger Ane Øland Bækgaard, der er præst og certificeret PREP-kursusleder.

- Det handler ikke kun om det, du selv vil. Det handler om næstekærlighed. De dage, hvor du mest af alt synes, din partner er irriterende, har du mest af alt pligt til at være nysgerrig og overbærende. Det er simpelthen for småt kun at tale om kærlighed i følelser, fordi følelser er flygtige, siger hun.

Og nej, det er ingen let øvelse, medgiver hun. Især ikke i kampens hede. Derfor har Ane Øland Bækgaard siden 2016 i Høje Taastrup Provsti tilbudt PREP-kurser, som er undervisningsforløb, der giver værktøjer og strategier til at møde parforholdets udfordringer.

- Som kirke vier vi par og siger held og lykke, og så gør vi ikke mere. Men jeg synes, det er vigtigt, at parrene ikke kun har en samtale med præsten om alt det vidunderlige, men også om det, der er svært. Jeg vil gerne hjælpe dem med at bevare kærligheden, siger hun.

LÆS MERE: Præster om kærlighed

"Jeg var aldrig stormende forelsket i min mand"

Netop nu kan man på DR følge med i seermagneten ’Gift ved første blik’, hvor en række singler i jagten på kærligheden kaster sig ud i et eksperiment – med det lille benspænd at de skal gifte sig med et komplet fremmed menneske. Og selv om programmet er både elsket og udskældt, kan vi lære noget vigtigt af det, mener Ane Øland Bækgaard.

- At lade sig gifte ved første blik kan være et rigtigt godt udgangspunkt for at vise, at man gerne vil kærligheden. Så er opgaven derfra at se, hvad det andet menneske åbner for en. ’Hvordan kan jeg være taknemmelig for det, jeg får, og ikke for det jeg er så forhippet på at få?’, siger Ane Øland Bækgaard og henviser til sidste års par Jeanette og Michael, hvor Jeanette i starten var skeptisk, men havde modet til at stole på, at det kunne udvikle sig.

- Jeg var heller aldrig stormende forelsket i min mand, og vi har nu været sammen 24 år. Kærlighed skal have tid, og man skal virkelig være åben og spørge sig selv: ’Hvordan kan det her menneske åbne min verden?’, siger hun.

Det er et spørgsmål, som parrene i 'Gift ved første blik' også bliver tvunget til at stille sig selv. De er nemlig er ikke gift, fordi der er opstået varme følelser imellem dem, men fordi eksperter har vurderet, at de er et 'godt match'. Som seer kan man altså for åbent tæppe være vidne til, hvordan åbenheden gennem fem intense uger bliver sat på prøve.

LÆS MERE: Malika og Rico blev gift ved drop in-bryllup: Nu skal vi hjem og putte børn

Kærlighed er også forbundet med lidelse

Og netop det med åbenheden stikker faktisk en kæp i hjulet på mange relationer, oplever Ane Øland Bækgaard gennem sine mange samtaler med par, der deltager i hendes parkurser.

- Der er en tendens til, at man i dag vælger en partner, der skal passe ind i ens eget livsprojekt. Af alle de valg vi træffer om det lykkelige liv, skal vores partner gerne passe ind i det projekt. Men bliver man ved med at holde fast i det, går man glip af en masse ting, som man ikke før øje på, siger hun.

- En anden ting er, at vi slet ikke har brug for en partner. Vi kan sagtens klare os alene. Men den eksistentielle længsel, som er i de fleste mennesker, går man glip af, fordi man er så forhippet på at elske på grund af og ikke på trods af.

Derfor håber Ane Øland Bækgaard også, at parrene i ’Gift ved første blik’ – og alle os andre – vil huske på en vigtig ting. Nemlig at lidelse altså er en del af kærligheden.

- Jeg oplever kærligheden allerstørst, når min mand bliver hos mig, når jeg opfører mig allermest egoistisk og urimeligt. Det går du glip af, hvis du tror, at kærligheden er en lang glædesaffære. Man skal huske, at der altså også er lidelse forbundet med kærlighed, fordi der er overbærenhed. Hele grundkernen i kristendommen er, at kærligheden også er der, selv om man er fejlbarlig, siger hun.

Kærlighed handler ikke kun om dig, siger præst og parkursus-instruktør Ane Øland Bækgaard. Det handler også om at være åben, tålmodig, overbærende og tilgivende - og om give og modtage i stedet for at kræve.

Fakta

Tre gode råd til deltagerne – og alle os andre - om kærlighed

  • Vær tålmodig. Sæt ikke din lid til hele jeres flygtige og omskiftelige følelseliv. Sæt i stedet din lid til en forpligtigelse om at være et ordentligt menneske overfor den anden. Hvad kan du gøre for, at den anden føler sig godt i tilpas i verden? Giv og modtag i stedet for at kræve.
  • Forsøg at være åben over for, hvordan livet og kærligheden kan vise sig på andre måder, end du havde forventet eller planlagt. Lad dig overraske. Accepter, at her er I forskellige, og hold fast i, at kærligheden godt være der alligevel.
  • Det eneste man kan få, når man vil have ret, er ret. Men ofte er det kærlighed eller kontakt, man trænger til. Opgiv kampen om at få ret, sig hvad du savner og mød hinanden i en kærlig kontakt i stedet for.