Der er fart på. Både i Jonas Risvigs stormende instruktørkarriere og i det ungdomsliv, han portrætterer. Når det går rigtig stærkt, går han hen i kirken nær hans lejlighed. Her finder han plads til det, vi alle har brug for, mener han: 
At føle os til stede.

Det begyndte for alvor at tage fart, da alt blev sat i stå. Mens verden frøs fast under corona-nedlukningen i 2020, blev der blæst nyt liv i en bestemt genre inden for tv-serier på nettet. 

På sociale medier var der nemlig en, der spurgte de unge, hvad de egentlig gik og tumlede med, og hvad de syntes, en serie til dem skulle handle om? 

Det var der rigtig mange unge, der havde bud på, og kort tid efter fik en YouTube-serie om at være teenager under en pandemi premiere - og den blev et hit blandt en ungdom i undtagelsestilstand.

Ham, der spurgte, hedder Jonas Risvig. Og i dag, fire år senere, har han skabt otte forskellige serier til unge og omtales som et af de største talenter inden for ungdomsfiktion.

En bedrift, der kræver hårdt slid og højt tempo. Men også en gang imellem en stille pause, hvor alt kan falde til ro.

Tager ungdommen alvorligt

Med sine 30 år er den prisvindende ungdomsserieskaber unægteligt et andet sted i livet end de teenagere, hvis liv han portrætterer gennem alle deres op- og nedture. 

Men Jonas Risvig har gjort det til sin metode netop at lytte til de unge mennesker, som hans projekter handler om. Man er nemlig nødt til at involvere de unge selv, hvis man vil lave relevant indhold til dem, mener han. Og tage dem alvorligt, der hvor de er i livet.

- Vi vil gerne give de unge et rum, hvor de får ro til at tænke og reflektere. Og vi vil også gerne hjælpe dem med at sætte ord på nogle af de problemstillinger, de oplever hver eneste dag, og som kan være svære at tale med deres forældre om, siger Jonas Risvig.

Særligt det at finde plads til ro og refleksion kan være svært, når man skal følge med livet. Det kender han fra sig selv. Siden han som 22-årig debuterede som autodidakt instruktør, har han, udover musikvideoer for store kunstnere, lavet ungdomsserier til DR, Viaplay og YouTube, prisvindende dokumentarfilm, og en ny spillefilm, der får premiere til efteråret. Det går stærkt, for når han er færdig med et projekt, har han det bedst, hvis han allerede er i gang med det næste.

Et pusterum, hvor man kan være til stede

Det hektiske tempo kan han også genkende fra det indblik, han har i livet, der leves af nutidens unge.

- Med fare for at tale på vegne af de unge, så oplever jeg, at vi alle sammen febrilsk søger hverdagens naturlige pauser. Telefonerne og distraktionerne er alle vegne, og åbner vi vores skærme, er verden enormt tæt på. Man skal ikke engang gøre sig umage for at se hele verden i en story længere, siger han.

Selv kan han finde på at sætte sig hen i sin lokale kirke i Valby, når alt kører på højtryk. Typisk bare en halv time efter arbejde eller før et vigtigt møde. Her kan tiden stå stille i et øjeblik, hvor han rent faktisk kan være til stede.

Noget, som han tænker, vi alle sammen kunne have gavn af en gang i mellem. Bare at være.

- Jeg er overbevist om, at unge og ældre kan bruge kirken til det samme som jeg selv. Et pusterum, hvor vi samles om et fælles ønske om at føle os til stede. Det handler ikke engang om tro for mig. Det handler om ønsket om at stå sammen om de følelser og tanker, som ikke altid kan løses her og nu, men som har brug for at flyve frit i et smukt rum som kirken.

Vigtige indsigter og refleksioner

Nogle af følelserne og tankerne har for Jonas Risvig været i den tunge ende. Sygdom. Dødsfald. Tab.

Og når tilværelsen har bidt fra sig, føler han, at han har kunnet tage noget værdifuldt med sig, når han har bevæget sig ud i den hektiske omverden igen.

- Jeg synes, at jeg har fået nogle af mine vigtigste indsigter og refleksioner gennem prædikener, når livet har været hårdt. Jeg har desværre deltaget i en masse begravelser, og hver eneste gang har jeg følt mig som værende tilstede i et fællesskab med andre mennesker, som har følt og tænkt nogle af de samme ting som jeg selv, siger han.

- Hvis vi danskere turde at samle os, uden at der skulle være en dybere mening end sammenholdet, er jeg sikker på, at kløfterne ville blive mindre. Og at de unge fik tid til at puste ud og fordøje alle de indtryk, som os ældre nok har vænnet os til.