'I sorggruppen bliver jeg støttet og forstået'

Louise Graa Christensen

Det var først, da den dengang 16-årige Maria Djernes Glintborgs, søsteren og faren, sad alene tilbage i huset, det egentlig gik op for hende: Nu var moderen der ikke længere. Resten af deres store familie var kommet for at støtte dem, men nu fik hun lejlighed for at være alene: 

- Jeg kan ikke huske så meget, men jeg det, jeg husker bedst, er, at det ikke føltes virkeligt. Jeg var i chok, og jeg sad og holdt hende i hendes kolde hånd og tændte et lys for hende, siger Maria Djernes Glintborg, der havde et tæt bånd til sin mor. 

Moderen havde modermærkekræft og gennemgik et tre år langt og kompliceret sygdomsforløb, førend hun måtte sige endeligt farvel. Selvom familien ikke havde kontakt til kirken, kom moderen via sit arbejde som sygeplejerske i kontakt med præsten i den lokale kirke, Trine Gjørtz, som hun brugte til at tale om sin svære situation. Og det blev også Trine Gjørtz, som den nu 18-årige Maria Djernes Glintborg senere begyndte at komme hos.

En sorgproces er en rutsjebanetur

Det første halve år efter moderens død var Maria Djernes Glintborg ikke klar til at tage hul på bearbejdelsen af sin sorg over moderen, fortæller hun: 

- Jeg skubbede det væk for at få en god start i gymnasiet og ikke bare være den Maria, der havde mistet sin mor. Men så begyndte jeg at tale med Trine, og det prikkede hul på en masse. For mig var det meget vigtigt at have en person som Trine til at hjælpe, for det er utrolig svært at sætte ord på følelserne.  

Trine Gjørtz foreslog Maria Djernes Glintborg at begynde i den sorggruppe for unge, som hun skulle starte op i den lokale kirke, og Maria Djernes Glintborg takkede ja. I starten krævede det mod at komme af sted:  

- Først var det meget grænseoverskridende, fordi der ikke var opbygget tillid mellem os deltagere endnu. Alle var nervøse og sårbare og vidste ikke, hvordan det ville gå, men vi ville alle sammen gerne være der for hinanden, siger hun.  

Præster er vant til at tale om døden

At være en del af kirkens sorggruppe blev og er en stor hjælp for Maria Djernes Glintborg, fortæller hun: 

- De fleste på min alder kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at have mistet en forælder, så ensomheden fylder meget. Man kan også nemt få en følelse af meningsløshed og skulle kæmpe med at finde glæden i ting, siger hun. 

De samtaler, deltagerne i sorggruppen fører, er vidt forskellige, men de har blandt andet talt om, hvad det betyder at tro på noget og om, hvad der sker efter døden. Og det har en værdi, at Trine Gjørtz er præst, blandt andet fordi hun er vant til at tale om døden:  

- Trine har masser af erfaring og kærrer sig om dem, hun taler med. Og så er  hun rigtig god til at forstå det, man siger og give nye perspektiver, siger Maria Djernes Glintborg og fortæller, at hendes eget forhold til Gud er forskelligt fra dag til dag. 

- Nogle dage kan jeg lide tanken om, at en universel kraft der passer på os alle, men andre dage synes jeg ikke, det kan passe, når sådan noget kan ske for mig, siger hun. 

Sorggruppen opfylder en vigtig funktion

I dag glæder Maria Djernes Glintborg sig, når det cirka hver anden uge er tid til at komme i sorggruppen,  

- Jeg føler mig frisk og lettet, fordi tankerne er læsset af, og jeg er klar til at møde verden igen.

I sorggruppen kan man tale om hvad som helst – fra problemer i skolen til diskussioner i familien. Og det giver mening, fordi langt det meste svære, man gennemgår, udspringer af sorgen, siger Maria Djernes Glintborg. 

For hende er det et plus, at deltagerne har forskellige holdninger til og perspektiver på det, man taler om: 

- Det vigtigste er, at det er et rum med mennesker i samme situation, og vi har dannet nogle helt særlige venskaber på den baggrund, siger hun og fortsætter: 

- Selvom man måske ikke føler man er super religiøs eller er vant til at tale med en med præst, er det helt utroligt vigtigt, at man lukker op og kommer et sted, hvor man bliver støttet, og den funktion føler jeg, sorggrupper opfylder.