Fortsæt til hovedindholdet
6. december 2017

Hjerter med julehjælp

’Dreng 5 år’, ’Pige 3 år’. Sådan kan der stå på de mange hjerter, som hænger på juletræet i Nørre Tranders kirkecenter. Hjerterne er med til at give et barn i sognet en god jul.

Julehjælp

Julehjælp plejer man at give med mønter i kirkens indsamlingsbøsse eller  med et girokort. I Nørre Tranders kan man også give julehjælp ved at gå ud og købe en julegave til et konkret barn i sognet. 

Ellen Aagaard Petersen

Da julen blev sunget ind med kirkens kor først i adventstiden var der 126 hjerter på træet. Nu er der 40 tilbage. Man kan nemlig tage et hjerte med sig og købe en gave til det barn, der gemmer sig bag oplysningerne. Og folk vil rigtig gerne hjælpe, når de bliver opmærksomme på det, fortæller sognepræst Kathrine Staghøj Liisbjerg:

- Det hjælper til at sætte sig i familiernes sted, at det er et konkret barn her i Aalborg Øst man hjælper. Mange vælger et hjerte til et barn på deres egne børns alder og får en snak med børnene om, at der også er familier, som ikke har råd til julegaver.

LÆS MERE: Mange har ikke råd til at holde jul

Taknemmelige og ydmyge forældre

I sognet er der både parcelhuse og boligområder, som tidligere har været på ghettolisten. Her er mange enlige forsørgere blevet ramt af kontanthjælpsloftet og det mærker de ved kirken op til jul. I ansøgningen om julehjælp oplyser man sine økonomiske forhold og køn og alder på sine børn. Når kirkens diakoniudvalg har gennemgået ansøgningerne, får ansøgerne personlig besked.

- Vi ringer for at fortælle dem, at de har fået julehjælp, fortæller præsten. For mange andre lyder 500 kr. måske ikke af så meget, men forældrene her er meget taknemmelige og har også en ydmyghed omkring det. De tager det ikke for givet, at de får noget. Det er tydeligt, at de er hårdt ramte.

Julehjælpen skal afhentes en fredag formiddag op til jul og her får forældrene gavekortet til et af de lokale supermarkeder og gaverne til deres børn med hjem. I kirken sørger medarbejderne for at gøre det hyggeligt med julesmåkager og levende lys. Men der skal også være en vis anonymitet, forklarer Kathrine Staghøj Liisbjerg:

- Det er grænseoverskridende for mange, hvis det bliver kendt, at de ikke kan få det til at hænge sammen. Der er ingen tvivl om, hvor stor forskel det gør, at få 500 kr. til at holde jul for. 

LÆS MERE: Socialt arbejde - diakoni i folkekirken

Alle børn skal have en god jul

I Nørre Tranders bliver der samlet penge ind til julehjælpen hele året. Men mange har været glade for muligheden for at gøre den ekstra indsats, det er at gå ud at købe en gave til et barn.

Kirkens opslag på Facebook er delt og kommenteret mange gange. Kan man ikke nå omkring Kirkecenteret for at hente et hjerte selv, kan man nemlig også bede om at få tilsendt et billede af et hjerte via Facebook. Det har givet travlhed ved tasterne for sognepræsten, som har skrevet sammen med mange af sognets beboere.

- Jeg tror, alle kan blive enige om, at alle børn skal have en god jul. Og som kirke synes vi, at vi har et særligt ansvar. Heldigvis vil rigtig mange gerne være med til at løfte det, slutter hun.