Fortsæt til hovedindholdet
14. maj 2024

'Havets ulv' er kåret som årets pinsefisk

"Danskerne tænker og tror med maven", sagde en biskop med en god idé for 25 år siden. I 2024 er havkatten blevet kåret som årets pinsefisk, og at det netop er fisk, vi skal spise i pinsen, er der en særlig grund til. 

Årets pinsefisk 2024 er havkatten, der bag sit grumme ydre gemmer på en delikat råvare. Foto: pixelnest

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Havkatten er kåret som Årets pinsefisk 2024. 

Det er biskop over Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen, der i samarbejde med Danmarks Fiskehandlere har peget på, at det er havkatten, også kendt som 'havets ulv' eller 'koteletfisk', der skal på pinsebordet.

Årets pinsefisk er en af vores nyere traditioner, og at det netop er fisk, der er en oplagt spise, når vi samles om bordet i pinsen, er der en særlig årsag til. Fisken er nemlig et af de ældste kristne symboler, forklarer Ulla Thorbjørn Hansen.

Læs alt om pinse

Et hemmeligt symbol

- Fisken er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol, hvilket hænger sammen med det græske ord for fisk: ΙΧΘΥΣ, der på dansk udtales 'iktys'. Det blev i tidlig kristen tid opfattet som et akronym, hvilket vil sige, at hvert bogstav i ordet refererer til begyndelsesbogstaverne i de græske ord svarende til Jesus Kristus Guds Søn Frelseren, siger hun.

Da de første kristne blev forfulgt af romerske kejsere, var det farligt for dem at bruge korset. Derfor tegnede de i stedet fiskesymbolet på de huse, hvor de i hemmelighed mødtes til gudstjeneste. På den måde kunne andre kristne finde vej.

I pinsen fejrer vi kirkens fødselsdag, og at Helligånden kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker. Og derfor er det en fin tradition at sætte de tidlige kristnes tegn - fisken - på bordet, når vi samles i pinsen. Desuden er det netop omkring pinse, at havkatten er i sæson.

LÆS MERE: Da præsten stillede den sorte tavle foran kirken, stoppede folk pludselig op

En god idé

Ideén til årets pinsefisk opstod for 25 år siden. Det var daværende biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, der satte sig for at markedsføre fisken som danskernes pinsespise sammen med Foreningen Fiskebranchen.

- Danskerne tænker og tror med maven, sagde Jan Lindhardt dengang i 1999, for han frygtede nemlig, at pinsen blev madløs og glemt, mens alle andre højtider har deres madtraditioner.

Og selv om havkatten ikke er nogen skønhed med sit store hoved og en ordentlig mund, der er prydet af et uhyggeligt tandsæt, skal du ikke lade dig skræmme. Bag dens grumme ydre gemmer der sig nemlig en delikat råvare med næsten ingen ben.