HALLO Gud :)
Danmarks største bønnesamling findes på app’en Dagens ord. Her kan danskerne skrive og dele deres egne bønner, og det er indtil videre blevet til mere end 4000 bønner.
”Kære Gud. Jeg skal op på min efterskole i dag. Jeg er så bange du ikke drømmer om det. Jeg beder dig om at det kommer til at gå godt.” Sådan lyder en af de mange bønner, som findes på Dagens ord-app’en.
Det er ikke overraskende, at vi deler vores bønner, ligesom vi deler meget andet på sociale medier, mener Iben Krogsdal, som har forsket i danskernes forhold til tro:
- En bøn er dog noget mere personligt end at lægge et billede ud af sin aftensmad. Vi beder ofte om meget private og svære ting, så når nogen deler deres bønner, kan det være med til at fortælle andre, at de ikke er alene med deres problemer, og det kan måske også inspirere dem til at bede.
Hjælp!
”HALLO gud :) min onkel er syg og indlagt på hospitalet, hjælp mig med han bliver rask.” Størstedelen af bønnerne i Dagens ord er et ønske om hjælp, og det er ofte, når vi står over for noget svært, at vi beder, mener Iben Krogsdal:
- Vi griber til de muligheder, vi har, når vi er i krise, og også folk, som slet ikke har berøring med kristendom og kirke, beder i livets være situationer.
Mange beder, fordi de er stressede eller søger mening i livet. Og meningen med det hele, kan det ifølge Iben Krogsdal være svært at finde i dag:
- Før i tiden var meningen med livet givet i kraft af fællesskaber, man var født ind i. I dag står vi ofte alene og skal i høj grad selv forsøge at skabe vores egen mening, og det kan være tungt at bære.
Tak!
”Kære Gud. Tak for dagen i dag, for venner, for arbejde, for min familie, for godt helbred og for den mening, du giver mit liv. Vil du passe på os i nat, og give os styrken til en ny dag i morgen. Tak.”
Når vi er glade eller lettede, har vi brug for at dele det med andre, både vores venner, og måske også Gud, fortæller Iben Krogsdal:
- Hvis vi har fundet kærligheden, er blevet helbredt, eller vender tilbage fra en krise, fornemmer vi, at det ikke er noget, vi skylder os selv, men noget, vi er blevet givet. Så vender vi blikket ud af og konstaterer, at livet er større end os selv, og at det netop også er fantastisk, fordi vi ikke selv kan styre det.
Fakta:
- Dagens ord bringer hver dag en video, hvor en præst reflekterer over et bibelord, salmer, velsignelse og bønner
- App’en drives i samarbejde mellem DR og folkekirken.dk.
- Læs flere bønner og bidrag også selv på folkekirken.dk/dagensord
- Du kan også downloade Dagens ord app’en til Android eller iPhone
Af Sophie Lønne Hundebøll