Fortsæt til hovedindholdet
11. februar 2016

Gennemsigtighed i kirkens økonomi     

Kirkeministeriet er klar med sognenes regnskaber for 2014. Som noget nyt offentliggør hvert enkelt sogn nu sit budget online

Helene Overgaard Krüger

Babysalmesang, konfirmandundervisning og kirkekor: Folkekirkens regnskab, der lige er udkommet, viser, at kirken bruger flest penge på aktiviteter for både store og små. Hele 347 kr. pr. medlem bruger folkekirken på kirkelige aktiviteter, som også tæller koncerter, foredrag og socialt arbejde. Til sammenligning bruges 224 kr. pr. medlem på den næststørste udgiftspost, som dækker byggeri og renovering eller forbedring af for eksempel kirker og kirkegårde.

Fra i år kan man også se alle sognenes budgetter på nettet. De ligger på sogn.dk, hvor hvert enkelt sogn har en side. Budgettet findes under menupunktet ”Økonomi”.

Se en grafik over, hvordan folkekirken bruger pengene

Kollektpenge fremgår lokalt

Det fremgår af regnskabet, at sognene bruger 19 kroner pr. medlem til socialt arbejde, men det er ikke de eneste penge, kirken bruger på at hjælpe andre. Oven i kommer nemlig de penge, kirkerne hver søndag samler ind til gudstjenesten, for de bruges som regel også til socialt arbejde enten i sognet eller i større sammenhænge. Kollektpengene, som de også kaldes, er som udgangspunkt ikke med i det store regnskab, men kan ses i regnskabet for hvert enkelt sogn.

Mere værdi end regnskabet viser

Folkekirkens sociale arbejde kan ikke kun gøres op i penge. Kirken engagerer nemlig også tusindvis af frivillige, der lægger tid og kræfter i at gøre noget for andre: Nogle arrangerer børneklubber, besøger ældre i sognet, samler ind til velgørende formål eller udfører en af de mange andre opgaver, der er afhængig af frivillig arbejdskraft. Som regel er der udgifter forbundet med opgaverne, og dem betaler kirken af de penge, den bruger til det sociale arbejde, men selve arbejdskraften er ikke bare gratis, men også svær at gøre op i penge. Derfor indgår værdien af de frivillige kræfter ikke noget sted i regnskabet.