Frivillige i nattelivet og bog til børn med ADHD får støtte
Den Folkekirkelige Udviklingsfond har netop udvalgt 16 kirkelige projekter, som tilsammen får 2,2 millioner støttekroner. Læs mere om de 16 projekter her
Den Folkekirkelige Udviklingsfond har netop offentliggjort, hvem de i alt 2,2 millioner støttekroner skal gå til. Et af de projekter, som får en bid af kagen, er Landsforeningen KirkeCare Danmark.
Trygt natteliv for unge og sårbare
Bag KirkeCare står en række frivillige, som går på gaden i Hillerød i aften- og nattetimerne for at skabe tryghed for unge og udsatte.
Projektet har eksisteret lokalt i en periode, og med støttekronerne fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond vil folkene bag KirkeCare nu videreudvikle projektet, så resten af landet kan få glæde af de tryghedsskabende frivillige i nattelivet.
Bog til konfirmander med ADHD
Også Religionspædagogisk forlag har modtaget en del af årets støttekroner fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond.
De udgiver bogen ’Gud, ro og orden’, der skal lette kristendomsundervisningen for konfirmander med eksempelvis AHDH og autisme.
Bogen imødekommer det behov, der er for inklusion af børn med særlige behov i konfirmationsforberedelsen, og med sin forudsigelighed, genkendelighed og struktur er det håbet, at den vil hjælpe mange børn i mødet med kristendom.
Bogen henvender sig til præster og andre, som underviser børn med særlige behov.
Svært at vælge
Den folkekirkelige Udviklingsfond har modtaget ansøgninger fra i alt 64 initiativtagere, men kun 16 kunne få en bid af de 2,2 millioner kroner. Og det har ikke været en let opgave, siger Kirkeminister Marianne Jelved i en pressemeddelelse:
- De mange spændende udvalgte projekter kan nu virkeliggøres, hvilket glæder mig. Der har været mange gode ansøgninger, hvorfor det igen i år har været en svær beslutning at udvælge netop de 16 projekter, står der.
Du kan se en oversigt over de 16 projekter, som har modtaget støtte, her.
Fokus på diakoni og kirke på landet
Hvert år kan der udpeges et særligt indsatsområde for støtte, og i 2015 er det særligt to områder, udviklingsfonden har haft fokus på:
- Initiativer, der styrker den diakonale indsats i sognene
- Initiativer, der fremmer nye veje i den udfordring, det er at være kirke på landet, herunder særligt samarbejde med lokale myndigheder, institutioner, foreninger og private virksomheder.
Formålet med Den folkekirkelige Udviklingsfond er at give økonomisk støtte til initiativer, der fremmer udviklingen af folkekirkens arv og virke.
Fonden blev etableret i 2007 og har gennem tiden støttet mere end 100 kirkelige initiativer.
Du kan læse mere om Den Folkekirkelige Udviklingsfond her.
Af Astrid Højbjerg