Fra næstekærlighed til nødhjælp

Jesper Moll

Folkekirkens Nødhjælp har to præster i medarbejderstaben. De arbejder med de etiske problemstillinger, som nødhjælpsorganisationer ofte står midt i både internationalt og herhjemme. Den ene, Birthe Juel Christensen formidler nødhjælpsarbejdet og dets dilemmaer til bl.a. danske præster og menighedsråd.

– Man bruger især os præster, når man skal arbejde med vores værdigrundlag. For hvad betyder det at være en folkekirkelig og kristen organisation? Det spørger menigheder, omverdenen og nye medarbejdere os om, og jeg er derfor også med til at introducere nye kolleger til værdier, vi står på.

Birthe Juel Christensen regner diakoni, altså kirkes sociale arbejde, som en af grundpillerne i folkekirken.

– Folkekirkens Nødhjælp er ikke missionerende i sit arbejde, men en diakonal organisation, der hjælper og skaber håb for verdens mest udsatte. Vi har et diakonalt mandat, plejer jeg at sige. Herhjemme har vi en række organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors, der arbejder med fattige og udsatte mennesker i Danmark, og Folkekirkens Nødhjælp har så mandatet til at arbejde internationalt. Men hvor diakoni er et fremmedgørende ord for mange, er der større forståelse for at tale om næstekærlighed, mener hun.

Næstekærlighed og ansvar

Mange forstår umiddelbart næstekærlighed og kan igennem den relatere sig til diakoni som fællesskabets ansvar for at hjælpe. Lige fra begyndelsen i 1922 har Folkekirkens Nødhjælp hvilet på et folkekirkeligt grundlag. 

– Vi står på to værdisæt, et humanitært og et kristent, og det har vi gjort i alle årene. Vi lægger vægt på, at vi alle er født lige, som menneskerettighederne siger, og i kristendommen får vi endnu et perspektiv med: Vi er alle skabt lige. Det betyder, at vi ikke kan sætte skel mellem mennesker. Vi skeler ikke til religion, etnicitet og køn i vores arbejde, og vi ser alle som ligeværdige. 

Håb til verdens fattigste

Et andet kendt eksempel er ”Giv en ged”-kampagnen. Umiddelbart er der langt fra de abstrakte værdier om næstekærlighed, men alligevel insisterer Birthe Juel Christensen på en sammenhæng.

– Det er en drivkraft for os, at vi skal skabe håb for nødlidende og verdens fattigste. Det er også der, at vi som organisation adskiller os, fordi vi har det kristne håb som drivkraft i vores tro. Vi tror på, at verden kan ændres, og med det som udgangspunkt gør vi alt, hvad vi kan, for at gøre det håb konkret. Hvis det så her og nu er en ged, der er med til at give håb for fremtiden for en familie, så er vi tro mod vores værdigrundlag.

Hjælper gennem lokale

Folkekirkens Nødhjælp arbejder som hovedregel gennem lokale partnere. De får ansvaret for at udvikle og drive nødhjælpsprojekterne, som det fx skete efter det store jordskælv i Nepal i 2015 med efteruddannelse af lokale murere, der manglede viden om at bygge huse, der kan modstå jordskælv. I sådan en situation handler det om at finde en fællesmængde mellem de danske nødhjælpsværdier og de lokale, fortæller Birthe Juel Christensen.

– Vi finder samarbejdspartnere at løse opgaverne sammen med. Inden samarbejdet går i gang, har vi en lang række samtaler, hvor vi drøfter, hvad vi er for en organisation, inden der bliver indgået en partnerskabskontrakt. I Nepal er der ikke mange kirkelige nødhjælpsorganisationer at arbejde sammen med, og så spørger vi os selv og hinanden: Hvad kan vi gøre sammen? Og så finder man de steder, hvor man har noget til fælles, og som skaber håb for mennesker i nød, slutter hun.