Fra kirketjener til minister

Alex Kjær, Landsforeningen af Menighedsråd

På en måde er Joy Mogensen det oplagte valg som landets nye kirkeminister. Folkekirken havde nemlig afgørende betydning for, at hun overhovedet blev født. Mere om det senere i artiklen, først det oplagte spørgsmål, hvorfor hun gerne ville være kirkeminister, når hun kunne være fortsat som borgmester i Roskilde?

- Fordi en væsentlig del af min politiske motivation ligger i at hjælpe hvert menneske til at få placeret sig selv i en større sammenhæng. Jeg har selv oplevet det som utroligt givende, fordi vi kan langt mere sammen end hver for sig. Men forudsætningen for at finde sammen er tit, at der er noget, som forener os.

Kirkeministeren har oplevet, at det religiøse er noget, der kan samle mennesker. Som barn var hun pigespejder, hvor gudstjenester og bøn var naturligt, og hun har som lokalpolitiker set flere eksempler på, at kirken kan være samlingssted. Som minister vil hun arbejde for, at religion ikke kun er noget, vi slås om, men også noget der kan sætte os ind i den større sammenhæng i samfundet og som mennesker i verden.

- Jeg tror, folkekirken kan gøre meget i forhold til det. Især i de senere år oplever jeg, at folkekirken har fået fat i danskerne på en måde, som får mig til at tænke, at folkekirken ikke er i den krise, som mange tror, den er. Fordi den favner bredere og har ændret sin måde at møde danskerne.

Et konkret eksempel var de oversvømmelser, der fik Roskilde Fjord til at gå over sine bredder.

- Folk følte sig bange og usikre, og her oplevede jeg, at kirken fandt en ny rolle i at facilitere et fællesskab omkring det. Mange havde brug for at mødes med andre for at tale om situationen, og kirken i Jyllinge åbnede menighedshuset for den snak. Vi har brug for de fællesskaber, så vi kan lære af hinanden.

Et andet eksempel er veteranfejringen på flagdagen 5. september.

- I Roskilde Kommune var det ikke noget, vi havde meget fokus på, så det var først, da kirkerne henvendte sig, at der skete noget. Det er et eksempel på et godt samarbejde mellem folkekirken, kommunen og i det her tilfælde garderforeningen og andre foreninger. Som borgmester var jeg glad for, at kirken prikkede mig på skulderen og gjorde mig opmærksom på, at der var en aktivitet og et emne, som det var vigtigt at tage fat på.

Taler til spejdersjæle

Personligt har hun haft nogle år, hvor hun havde svært ved at se sig selv i folkekirken. Men i dag oplever hun, at fx spaghettigudstjenester taler til børnefamilierne, og open-air gudstjenester taler til spejdersjæle som hende selv, der elsker at sidde ude i naturen.

- Jeg har også nydt at komme i natkirke fredag aften efter en lang og travl uge, og i Roskilde Domkirke har jeg været til arrangementer, hvor man skrev sin bøn på en tavle. Senere på aftenen blev bønnerne opsummeret, så man på en måde kunne bede sammen eller have én stor bøn bestående af mange forskellige bønner.

Kirkeministeren uddyber, at selv om der ligger en styrke i at have ritualerne, så har hun tidligere i sit liv savnet det deltagende aspekt.

- Form og indhold hænger altid sammen, og noget af det, jeg som politiker har arbejdet meget med, er hvordan man holder fast i en grundsubstans, samtidig med at man gør den tilgængelig for andre. Især når det handler om kultur eller værdipolitik.

Joy Mogensens sognekirke er Roskilde Domkirke, hvor hun kommer lidt mindre end en gang om måneden. Her har hun boet længst i sit liv, men hun blev faktisk født i udlandet, da hendes forældre boede i Toronto i Canada.

Og så er vi kommet til historien om kirkeministerens fødsel. Hendes forældre kom fast i den danske kirke i Toronto, og hendes mor drømte om at få mange børn. Men efter fødslen af Joy Mogensens storebror fik hun konstateret brystkræft, en alvorlig sygdom som man på det tidspunkt døde af. Moderen modtog en ny behandling med blandt andet stråling, men lægerne var ikke sikre på, at hun kunne få flere raske børn.

Hun blev gravid alligevel og var i tvivl, om hun skulle gennemføre graviditeten. I den danske kirke hørte moderen præsten fortælle om Jomfru Maria, der oplevede sin søn dø på korset under store smerter. Men som også var glad for at have sat et barn i verden, der kom til at betyde noget for andre. Efter at have hørt den prædiken besluttede Joys mor at fortsætte sit svangerskab og undlade abort.

At perspektivere det svære

- For mig er det en historie om, at folkekirken helt konkret hjalp min mor til at perspektivere det, som er svært. Jeg har selv stået lidt i samme situation med mit eget første barn, som jeg er gravid med ved hjælp fra en donor. Det er både et valg for mig som person, men også et valg for en ny person. Ved eksistentielle valg er der en fare for at begå fejl, og hvem hjælper så en med at perspektivere de valg, så man kan leve med dem, uanset hvordan det falder ud?

Kirkeministeren fortsætter.

- Jeg bruger selv folkekirken og Bibelens budskaber, når jeg agerer i verden. Fx tror jeg ikke, der er nogen, som kommer gennem livet uden at svigte, selv om vi forsøger at undgå det. Der tænker jeg på Jesus og hans tvivl om sin egen rolle. Det er fortællinger, som har hjulpet mig til at forstå, hvem vi er i verden.

Joy Mogensen er ikke ude på, at alle skal gøre som hende, men hun vil gerne starte en dialog om, hvad det er, vi bruger religionen til. Fordi hun selv løbende har lært af det, andre har gjort. Når det gælder spørgsmålet, hvem eller hvad Gud er, så har Han i hendes hoved været i løbende udvikling.

- Det ved jeg godt, at man ikke kan sige teologisk, men jeg oplever, at den Gud, man beder til, når man er barn, er anderledes end den Gud, man beder til som voksen.

Kirkeministeren var i sine unge år ansat som kirketjener-vikar i Svogerslev Kirke uden for Roskilde. Hun møder stadig nogle fra menighedsrådet og husker det som en god tid.

- Jeg betragter menighedsrådsmedlemmerne som samfundsstøtter, de er engageret i samfundet og er nogle, man henvender sig til i forventning om, at de kan få ting til at ske. På den måde deler de lidt skæbne med os politikere – på et andet plan selvfølgelig – fordi der ofte er mange meninger om deres arbejde.

Folkekirkens pedel

I forhold til sin rolle som kirkeminister har Joy Mogensen tænkt at lægge sig op ad Bertel Haarders markante udsagn om at være folkekirkens pedel.

- Det kan jeg godt tilslutte mig, men jeg vil nok være en mere opsøgende pedel end ham, der blot skifter pærer og gør trapperne rene, mens beboerne er på arbejde. Dog kommer jeg ikke ind og laver revolution. Det har jeg ingen ambitioner om, men en god ven er også en ven, der er ærlig omkring, hvad man ser hos den anden, siger hun og fortsætter.

- Jeg vil ikke komme og sige, at sådan her skal du gøre, men jeg kan godt finde på at sige, at du skal overveje at gøre sådan her. Jeg vil gerne hjælpe med det, og det kan godt være, det ikke skal gøres på lige præcis den måde, jeg siger, men der er noget her, som kunne være bedre.

Når Joy Mogensen betragter folkekirken ovenfra, er der især én ting, hun kunne tænke sig anderledes.

- Jeg ville ønske, den var lidt mere tilgængelig, rent organisatorisk. Som almindelig bruger har det været en overraskelse at finde ud af, hvor mange tandhjul og tandremme, der holder folkekirken kørende. Men jeg har også lært, at selv om jeg som person godt kan lide overblik, så vil der især i foreninger og organisationer, som har en lang historie, være mange kringelkroge. Og hvis det fungerer, så skal man jo bare lære dem at kende.

Kirken kan spille rolle i grøn omstilling

Selv om kirkeministeren mener, at folkekirken overordnet set fungerer i dag, så har hun gjort sig nogle tanker om, hvordan den kan blive ved med at spille en betydningsfuld rolle. Det gælder fx i forbindelse med regeringens arbejde for en grøn omstilling i samfundet.

- Jeg har hørt om kirker, der har jorde, som er omlagt til økologisk drift. Og som på den vis har fået engageret lokalsamfundet i, hvordan vi skal forvalte den natur, vi ejer og er fælles om. Jeg har også hørt om kirker, som har kigget på renovering af deres bygninger ikke kun i forhold til funktion og historie, men også i forhold til energiforbrug. Den grønne omstilling er svær, fordi det kræver, at vi ændrer den måde, vi lever på. Derfor handler det i høj grad om at engagere mennesker, og her kan kirken spille en aktiv rolle.

Et andet område, hvor kirken kan spille en rolle, er integration og dialogmøder mellem forskellige kulturer og religioner.

En rabbiner, en imam og en præst

- I et af de højere klassetrin i skolerne i Roskilde var der et rigtig godt samarbejde mellem synagoger, moskeer og kirker i et projekt, som hed ”Din tro, min tro”. En rabbiner, en imam og en præst var rundt i skolerne og tale om, hvor de adskilte sig fra hinanden, og hvad de kunne være enige om. Jeg ved fra møder med lærere og elever, at det har været rigtig godt for diskussionen om religioner.

Ministeren husker et andet initiativ fra Roskilde, hvor præsterne og biskoppen i domkirken lavede rundvisninger for en gruppe muslimske kvinder, som ikke troede, at de måtte komme der.

- Sådan noget er vigtigt, fordi domkirken både er en sognekirke for sådan nogle som mig, men også en af de største kulturinstitutioner i byen. Det er et rum, som samler os om alt muligt, når der er Valdemarsdag, når vi fejrer flag, når et nyt byråd træder til.

Ministeren er dog ikke sikker på, at kirken skal spille en endnu større rolle end i dag, når det gælder integration.

- Det ved jeg ikke, om man kan sige, for det er en balance, hvor man også skal holde fast i at tro på det, man nu tror på.

Kirkeministeren venter barn sidst i oktober, og det ligger helt fast, at barnet skal døbes i folkekirken.

- Det er vigtigt for mig, at mit barn bliver døbt, fordi jeg selv har brugt fællesskaber, herunder kirken, til at finde ud af, hvem jeg er. Jeg er sikker på, at mit barn kommer til at vokse op i en verden med uanede muligheder, og her vil jeg gerne give nogle spejle, man kan holde op. Så er det op til barnet selv at vælge til og fra, men det er vigtigt, at man har noget at spejle sig op ad.

Joy Mogensens barn må gerne vælge en anden vej og eventuel en anden religion end hende, men hun vil gerne give barnet det spejl, som har givet mening for hende selv.

- Jeg har været gennem nogle overvejelser om at få et barn helt alene. Hvordan kan jeg være sikker på, at barnet ikke føler sig ensom? Her handler det om at give mit barn nogle fællesskaber. Så vil tiden vise, om det også vil give mening i hendes voksenliv, men til at starte med opfatter jeg det som et forsøg på at give hende en gave.