Forsøgsordning skal gøre det nemmere for menighedsråd
Folketinget har vedtaget en forsøgslov, der giver menighedsråd mulighed for at organisere sig anderledes og flytte opgaver væk.
Jesper Moll, Landsforeningen af Menighedsråd
Alle partier på nær Dansk Folkeparti stemte i går for kirkeminister Mette Bocks forslag om en ny forsøgslov for folkekirken. Loven giver mulighed for at flytte opgaver og ansvar til andre end menighedsrådet og lave en anden organisering internt i menighedsrådet.
Landsforeningen af Menighedsråds formand, Søren Abildgaard, har siddet med i styregruppen, der har forberedt forsøgene. Han siger om forsøgene:
- Det er glædeligt, at loven nu er vedtaget, så menighedsrådene har sikkerhed for, at der bliver mulighed for at deltage i forsøg fra næste år. Jeg håber, at forsøgsordningen vil blive administreret så enkelt og fleksibelt, at menighedsrådene får mulighed for at opleve en reel lettelse i arbejdet.
Loven skal underskrives af Hendes Majestæt Dronningen den 17. maj, inden den træder i kraft.
Lov om forsøg i folkekirken
Landsforeningen af Menighedsråd har deltaget i i forberedelsen af forsøgene, der kan opdeles i tre hovedområder:
Flytning af opgaver og ansvar til andre end menighedsrådet, ændring af menighedsrådets interne organisering og ændret økonomisk administration af samarbejde mellem menighedsråd.
Find lovforslaget på Kirkeministeriets hjemmeside her.