Folkekirken på Folkemødet: Værdighed for en milliard
Gode relationer til plejepersonalet kan være vigtigere end et bad, siger plejehjemspræst Jeppe Carsce Nissen, som debatter værdighed i ældrepolitikken med kommunalpolitikere og Ældresagen på Folkemødet.
Jesper Svendsen
Der skal både mad og bad til et værdigt liv for vores ældre borgere. Men er det nok? Og hvordan møder kommunerne behovet for eksistentielle samtaler og religiøs praksis, som ofte vokser, mens appetitten og kræfterne svinder ind mod livets afslutning? Folkekirkens telt på Folkemødet er i år vært for en debat om vores syn på værdighed og velfærd for vores ældste medborgere.
Værdighedsmilliarden
Tidligere i år besluttede Folketinget, at alle kommuner skal have en værdighedspolitik, som skal være formuleret senest 1. juli 2016 og beskrive de værdier og prioriteringer som gælder i kommunens ældrepolitik.
Det er også besluttet at en såkaldt ”værdighedsmilliard” skal lægges ovenpå det serviceniveau, som kommunerne har fastsat for 2016. Der er tale om ekstra midler, som kommunerne kan bruge til aktiviteter, der ligger ud over deres allerede vedtagne budgetter. Men hvad betyder egentlig værdighedsmilliarden, når mange kommuner samtidig skal spare og skære ned på ældreplejen?
Relationer vigtigere end bad
Plejehjemspræst Jeppe Carsce Nissen ser frem til debatten på Folkemødet, og glæder sig til at fortælle om sine erfaringer som præst på et københavnsk plejehjem:
- Det er min oplevelse, at noget af det, der betyder allermest for de ældre, er gode relationer til plejepersonalet, og ikke altid antallet af bade - at personalet ser den enkelte borger som et medmenneske, fortæller Jeppe Carsce Nissen.
Deltagerne i debatten er desuden Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældresagen, Brian Skov Nielsen, formand for social- og sundhedsudvalget i Odense Kommune, Lolan M. Ottesen, formand for social- og sundhedsudvalget i Ballerup Kommune.
Debatten foregår lørdag den 18. juni kl. 10.00 - 11.00 i folkekirkens telt, som i år har fået placering på teltplads A8 i Danchells Anlæg i Allinge.
Følg arrangementet på Facebook