Folkekirken fejrer 100-året for Genforeningen
Kirken har spillet en væsentlig rolle i grænselandet, både sprogligt og kulturelt gennem historien, siger biskop. Festgudstjeneste bliver startskuddet på jubilæumsår.

Nanna Rønnov Johansen
I 2020 er det et århundrede siden, at det nordlige Slesvig – som vi i dag kalder Sønderjylland – blev genforenet med Danmark. Det fejrer Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, ved at holde en festgudstjeneste, som samtidig markerer åbningen af jubilæumsåret for Genforeningen.
- Det dansk-tyske grænseland har lært os, at vi skal bygge bro og udvise forståelse for dem, der befinder sig på den anden side af grænsen, både geografisk og kulturelt, siger biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen i et interview til Grænseforeningen.
Han håber, at danskerne vil bruge genforeningsåret til at tænke på, at det er helt naturligt at elske sit fædreland, men at fædrelandskærligheden ikke skal stå i modsætning til verden uden for Danmarks grænser.
National fejring i kirken
Grænseforeningen og Det Sønderjyske Præsidium, der står bag den samlede koordinering af 'Genforeningen 2020', har ønsket, at domkirken i København skal danne ramme om festgudstjenesten, og det glæder biskoppen:
- Dermed markeres det, at der er tale om en national fejring, og at kirken har spillet en væsentlig rolle i grænselandet, både sprogligt og kulturelt gennem historien.
Peter Skov-Jakobsen prædiker ved festgudstjenesten, som foregår søndag den 12. januar klokken 10. Her vil Dronning Margrethe være til stede, og det samme vil repræsentanter for regeringen og Folketinget samt gæster fra det dansk-tyske grænseland.
Senere på året vil der fra folkekirkens side være flere markeringer af Genforeningens 100-års jubilæum, blandt andet ved genforeningsfest i Ribe Stift og festgudstjeneste i Haderslev Stift.