Fortsæt til hovedindholdet
8. oktober 2024

Folkekirken er landets største koncertarrangør

Med sine 5.400 koncerter om året er folkekirken landets største koncertarrangør. Det er med til at åbne dørene for alle – også dem, der ikke kommer til gudstjenester.

Mathilde Falch i Christians Kirke. Foto: Maria Fremming

Mathilde Falch kan godt lide den særlige stemning, som kirkerummet sætter publikum i. Foto: Maria Fremming

Andreas Lindbjerg Nielsen

Sct. Pauls Kirke ligger midt i Aarhus, tæt omkranset af ensrettede veje som i en rektangulær rundkørsel. Og netop den urbane placering gør den til et oplagt sted at holde koncerter, fortæller organist og formand for kirkens koncertudvalg Thomas Kristian Nielsen.

- Vi bliver nødt til at åbne os mod vores omgivelser og tage bylivet ind. Der er mindre end 10 trin op ad trappen til kirken, men det kan også være meget. Vi skal vise, at vi kan rumme mange forskellige aktiviteter, og at alle er velkomne, siger han. 

Den aarhusianske kirke afholdt sidste år 35 koncerter med 8.475 koncertgæster i alt. Det var populærkoncerter med navne som Søs Fenger, Søren Huss og Caroline Henderson, der trak et stort publikum, men også en række kor-og orkesterkoncerter, herunder en udsolgt opførelse af Händels ’Messias’ af Sct. Pauls Cantori.

 - Vi har nærmest ingen grænser i forhold til genrer, så længe udtrykket ikke går imod det, som folkekirken står for. Det skulle gerne afspejle kirkens bredde, at vi appellerer til så mange som muligt. Både til dem, der kan lide Bach og dem, der bedre kan lide Joey Moe, siger Thomas Kristian Nielsen. 

Bidrager til social sammenhængskraft

Ifølge Danmarks Statistik er folkekirken Danmarks største koncertarrangør, hvis man måler på antallet af arrangerede koncerter (på nær samlekategorien ”øvrig koncertarrangør”). De sidste nye tal fra Danmarks Statistik viser, at folkekirken afholdt 5.400 koncerter i 2023, hvilket udover et par coronaramte år med nedsat aktivitet har ligget temmelig stabilt, siden man begyndte at opgøre tallene i 2018.

Fakta

Livemusik i folkekirken

Antal koncerter arrangeret i 2023 (antal koncertgæster i parantes):

Folkekirke: 5.400 (343.000)

Kulturhus: 1.600 (482.000)

Landsdelsorkester: 300 (219.000)

Musikfestival: 3.400 (1.280.000)

Musikforening: 1.900 (266.000)

Regionalt spillested: 3.800 (558.000)

Spillested: 4.700 (638.000)

Professionel koncertarrangør: 1.400 (1.341.000)

Øvrig koncertarrangør: 11.800 (2.659.000)

 

Kilde: Danmarks Statistik

Og det er ikke spor overraskende, at landets kirker har besøg af over 300.000 koncertgæster på et år, hvis man spørger Karen Marie Leth-Nissen. Hun er vidensmedarbejder hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og forsker i befolkningens religiøsitet og forhold til kirken.

- Der er rigtig mange, som er i kontakt med kirken til kulturarrangementer som koncerter og foredrag hvert år. Faktisk er det 22 % af hele befolkningen ifølge vores spørgeskemaundersøgelse. Og når vi spørger de mere distancerede medlemmer, hvad der har gjort størst indtryk på dem, så nævner de kulturelle aktiviteter som koncerter. Det er medlemmer, som ikke bruger kirken så ofte, og her har koncerterne altså betydning for deres forhold til folkekirken. 

Ifølge Karen Marie Leth-Nissen viser det også, at folkekirken er en institution, som ikke lukker sig om sig selv,.

- Det understreger, at kirken ikke kun spiller en rolle i det religiøse liv, men også i det kulturelle landskab, hvor den skaber oplevelser for både kirkegængere og dem, der normalt ikke deltager i gudstjenester. Man skal ikke vise medlemskortet, når man kommer. Og hvis vi ser på det i et samfundsperspektiv, så er det jo også ét af folkekirkens bidrag til den sociale sammenhængskraft. 

Rum for glæder og sorger

En af de musikere, som ofte lægger vejen forbi landets kirker er sanger og sangskriver Mathilde Falch. Hun har spillet solo-koncerter, fortællekoncerter og for år tilbage også en række kirkekoncerter med sin far, Michael Falch. For hende er kirken et helt særligt sted.

- Når man træder ind i kirkerummet, har de fleste af os allerede et forhold til det. Vi har været i kirken til store begivenheder, med vores sorg og vores glæde og med andres sorg og glæde. 

Og det er med til at sætte folk i en særlig stemning, mener musikeren:

- Jeg oplever, at kirkerummet er med til at skabe en mere højtidelig stemning, som gør folk åbne og lyttende. Og så elsker jeg at bryde den stemning med noget humor og med vildskab - den kontrast, tror jeg, er grunden til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til koncerterne i kirkerne, siger Mathilde Falch.

Anne Linnet som forkynder

I Sct. Pauls Kirke i Aarhus har de tænkt sig at blive ved med at holde koncerter – og gerne mange af dem. I øjeblikket regner de med at nå cirka 10.000 besøgende til deres koncerter i år, hvilket stille og roligt nærmer sig årene før corona, hvor de var oppe over 13.000. Til sammenligning har de rundt regnet 15.000 deltagere årligt til gudstjenesterne. Og selvom musikken ikke i bogstaveligste forstand er forkyndelse, så er målet egentlig det samme, mener organist Thomas Kristian Nielsen.

- Der er masser af forkyndelse i musikken. For eksempel til julekoncerterne, hvor der er mange salmer. Men selv de mere populærmusikalske koncerter giver publikum muligheden for at søge og måske finde noget ro. Musikken kan åbne et rum til noget, der er større end os som individuelle mennesker, om så det er Händels Messias eller Anne Linnet,” siger organisten.

 

Søg på kommende koncerter i kirkekalenderen eller på din kirkes hjemmeside.