Flere bryllupper og begravelser i kirken
Flere vælger en begravelse eller bisættelse inden for folkekirken. Omvendt bliver færre børn døbt, selv om der bliver født flere.

Flere vælger en kirkelig vielse eller en kirkelig velsignelse af et borgerligt bryllup.
Helene Overgaard Krüger
Danmarks Statistik har offentliggjort sin statistik over kirkelige handlinger i 2015. Statistikken viser en lille stigning i antallet af begravelser og bisættelser med deltagelse af en præst. I 2015 blev lidt over 84 procent af de døde begravet eller bisat af en præst, mens det i 2014 var lidt under 84 procent og i 2013 lidt mere end 83 procent.
Imens er antallet barnedåb er faldet. Faldet er på et par procent om året fra godt 73 procent af de nyfødte i 2013, knap 71 procent i 2014 og knap 69 procent i 2015. I den samme periode ligger antallet af konfirmationer nogenlunde stabilt omkring 48.000 i både 2015, 2014 og 2013. Det samme gælder antallet af kirkelige vielser, både i kirken og uden for kirkerummet, hvor omkring 11.000 par valgte at blive gift eller velsignet i kirken i de tre foregående år.
Se statistikken over kirkelige handlinger her
Fald i skilsmisser
Til gengæld er der et fald i andelen af ægteskaber, som ender i skilsmisse. I 2015 blev 16.343 par skilt, og det er et fald på 16 procent i forhold til 2014. Faldet er tydeligst blandt de 30-39-årige. I 2014 blev 33 ud af 1.000 gifte personer skilt, og i 2015 var andelen faldet til 27 i denne aldersgruppe. Faldet skal ses i lyset af, at niveauet af skilsmisser i de to foregående år var meget højt, sandsynligvis på grund af en lovændring, der gjorde det muligt at blive skilt både lettere og hurtigere, skriver Danmarks Statistik.
Se statistikken over skilsmisser her