Find folkekirken på festival
Kirken rykker ud, når der står sommerferie i kalenderen. På festivaler landet over kan du møde folkekirken til samtale, andagter og aktiviteter.
Marianne Luna Røndal
Solskin, musik og kolde fadøl. Sommer er for mange også lig med en festival eller flere. Og folkekirken er med på mange af landets festivaler, hvor der er rig mulighed for samtaler, andagter og meget andet.
Igen i år kan du møde folkekirken på Roskilde Festival, Nibe Festival, Copenhagen Jazz Festival, Langelandsfestival og Smukfest. Nogle steder til andagter og gudstjenester i de nærliggende kirker, andre steder har kirken et telt på selve festivalen.
Kirketeltet er et åndehul
På Nibe Festival er Aalborg Stift klar med et kirketelt for 12. år i træk. Her kan man tale med en præst eller bare slappe af i det døgnåbne kirketelt. Ungdomspræst Judith Legarth står for kirketeltet i år og ser det som et åndehul for festivalgængerne.
- Det primære er at være der for de unge med de behov, de har. Om det er for at få et plaster, få ladet mobilen op, få kage eller en samtale. Vi indretter et hjørne, hvor man kan tale mere privat uden at forlade festivalen, siger Judith Legarth.
LÆS MERE: Skagens turister får egen præst
Folk har brug for at snakke
Og der er brug for folkekirken på festivaler, mener Judith Legarth:
- Det giver rigtig meget mening, at folkekirken er med. Der plejer at være besøgende i kirketeltet hele tiden, og der er et enormt behov for samtale og et sted at være. Det er rigtig mange forskellige samtaler, vi har med de unge: Om kærestesorger, forældrenes skilsmisse, alkoholmisbrug. Tit sker der det, at når man har fået noget alkohol, så kommer der nogle følelser og oplevelser op til overfladen, og man er mere åben for at snakke med nogen.
Kirken åbner dørene for festivalgæster
Mens folkekirken har telt på Nibe Festival og Langelandsfestival, åbner Roskilde Domkirke og Skanderborg Slotskirke op for åndssultne festivalgæster, når henholdsvis Roskilde Festival og Smukfest lader fadølsanlæggene flyde og tænder for musikken.
Skanderborg Slotskirke holder åbent under hele Smukfest, hvor kirken byder på stillerum, gudstjeneste, musik og skattejagt. Under Copenhagen Jazz Festival er der også rig mulighed for at besøge de københavnske kirker, da flere byder inden for til koncerter og meditation.
Troværdige samtaler
Besøger du folkekirken på festival er der rig mulighed for samtale om tro, tvivl og det at være menneske.
På Roskilde Festival er samtalen i fokus. Her står lokale præster bag ’TROværdige samtaler’, hvor folk fra forskellige trosretninger samles for at tale om skam, haram, den ubegrænsede frihed, mulighed for fællesskaber, det moderne enestående menneske, hvad er helligt, halal, ukrænkelighed, hvad er digital dannelse og religionens rolle i det offentlige rum.
Her kan du møde folkekirken på festival
Roskilde Festival, 24. juni til 1. juli
I Roskilde Domkirke byder de til andagter i mandag d. 26. juni til onsdag den 28. juni kl. 13-16.
Under festivalen er der gratis adgang i Domkirken for alle med festivalarmbånd.
På festivalpladsen er der TROværdige Samtaler fra søndag d. 25. juni til onsdag d. 28. juni. Her er der både rig mulighed for at tale en-til-en med en præst, men også at deltage i samtaler og debatter om skam, frihed, fællesskaber og det at være menneske.
Se mere om TROværdige samtaler her.
Nibe Festival, 28. juni til 1. juli
For 12. år i træk kan du møde folkekirken i kirketeltet på Nibe Festival. Teltet er døgnåbent fra tirsdag til søndag, og der er altid en præst, som du kan tale med. I kirketeltet kan du få et åndehul under en travl festival, og der er altid tid til en snak, kaffe, kage og vand.
Ugen igennem er der andagter og fodvask hver eftermiddag.
Følg kirketeltet på Instagram og på Facebook
Copenhagen Jazz Festival, 7.-16. juli
En række københavnske kirker er med, når Copenhagen Jazz Festival spiller byen op. Blandt andet kan du deltage i New Orleans Begravelsesoptog på Assistens Kirkegård, komme til RagaMeditation i Brorsons Kirke og opleve en række koncerter i blandt andet KoncertKirken – Blågårds Kirke – og Frihavnskirken ved Langelinie.
Langelandsfestival, 22.-29. juli
Kirketelt på Langelandsfestival har åbent søndag 23. juli til og med lørdag 29. juli, kl. 10-19. Her kan du tale med en præst, hygge dig med tankevækkende bøger, deltage i gudstjenester og andagter og ikke mindst er der aktiviteter og konkurrencer for børn.
Smukfest 9.-13. august
Skanderborg Slotskirke er åben torsdag d. 10. august til lørdag d. 12. august, hvor kirken indbyder til noget for både børn og voksne: Musik, skattejagt, kunst, plads til samtale og eftertanke og stemningsfyldte andagter.