Drop in-dåb sænker tærsklen til kirken

Lars Ulrick Lousdal

For forældre, der ikke nåede at få børnene døbt, mens de var små. Kommende fadere eller mennesker, der gerne vil være en del af et kærligt fællesskab. Chancen for at komme lige ind fra gaden og blive døbt uden tilmelding.

Sådan lød invitationen sidste år, da Vesterbro Sogn sænkede tærsklen til kirken og inviterede til drop in-dåb. Et år efter er 247 mennesker blevet døbt til ti drop in-dåb i hele landet.

Nogle gange skal man bare gøre det

Birgitte Kvist Poulsen er præst på Vesterbro. Det er et storbysogn, hvor dåbstallene er faldende.

Sammen med sine præstekollegaer havde hun en ambition om at komme i kontakt med flere folk i sognet:

- Jeg havde læst en rapport fra Norge, hvor de afholdt Drop Ind Dåb i 2015. Det var på baggrund af den, at vi selv fik ideen. Nogle gange skal man bare gøre noget, siger hun.

Da Kristkirken åbnede dørene til drop in-dåb den 8. september 2017, var det derfor en glædelig overraskelse, at hele 34 personer mødte op og blev døbt samme dag:

- Vi blev temmeligt overvældede, for vi troede jo bare, at vi skulle døbe fem-seks mennesker, siger Birgitte Kvist Poulsen.

LÆS MERE: 34 døbt ved første Drop In Dåb

Forsker: Kirke til tiden

Kirstine Helboe Johansen er lektor i teologi ved Aarhus Universitet. Hun vurderer, at drop in-dåb åbner for mennesker, der ellers har en løs relation til kirken:

- Særligt i storbyerne har folk behov for en relation uden store forpligtelser. Her har de brug for impulsivitet. Man vil gerne have dåben, men ikke alt det ståhej udenom. Derfor passer drop in-dåben godt ind i en moderne og fleksibel hverdag, fortæller hun.

Forskeren vurderer, at det nye ritual siger meget om folkekirken som institution. Der bliver gjort et stort og kreativt arbejde i de lokale sogne for at være kirke til tiden:

- Folkelige traditioner følges ofte af store fejringer. Men drop in-dåb er impulsivt, og det kræver ikke nødvendigvis nogen stor og dyr fejringsfest bagefter. Man kan blive døbt og gå hjem spise en leverpostejsmad bagefter, siger Kirstine Helboe Johansen. 

 LÆS MERE: Rane Willerslev blev døbt sammen med sine børn

Ikke kun et storbyfænomen

Et år efter er 155 mennesker blevet døbt i Københavns Stift ved fem forskellige drop in-dåb. I Aalborg blev 42 mennesker i april drop in-døbt i Budolfi Kirke. To gange har kirker i Odense inviteret til arrangementet, og i alt 36 personer blev døbt ved disse lejligheder.

Initiativet finder dog ikke kun sted i landets storbyer. I Kirke Hyllinge afholdt de drop in-dåb i juli. Herborg Kirke i Ribe Stift kunne senest i weekenden døbe syv mennesker ved en fælles drop in-dåb. Det glæder den lokale præst Lene Birkmose:

- Indimellem har man en fornemmelse af, at nogle aldrig er blevet døbt. En dåb er en stor sag. Det er ikke en happening, men en stor begivenhed i folks liv, siger hun.

LÆS MERE: Voksendåb: Jeg savnede et sted at høre hjemme

”Nogle kørte 100 kilometer for at komme”

Lene Birkmose blev inspireret til at afholde drop in-dåb af sin præstekollega Lars Hagensen, der i januar døbte 18 mennesker samme dag i Dalum Kirke.

Tre uger inden begivenheden i Herborg Kirke annoncerede præsten om drop in-dåben i de lokale medier. Det medførte en stor interesse, og folk kom langvejs fra på selve dåbsdagen:

- Det gik over al forventning. Nogle kørte 100 kilometer for at komme. Man bliver jo kun døbt en gang i sit liv. Det skal både være festligt, men samtidigt er det jo også alvorligt, siger Lene Birkmose.

LÆS MERE: Døbt som 58-årig

Spreder sig til flere kirker

Da Kristkirken på Vesterbro åbnede sine døre til drop in-dåb sidste år, var mange af de døbte ældre mennesker. Flere gav udtryk for, at de havde haft ønsket om at blive døbt i mange år.

I Helsingør Stift vil præsten Jacob Kleofas gerne komme mennesker i møde og hjælpe dem med at træde ind over tærsklen til kirken. Derfor afholder Strandmarkskirken - som den første af syv kirker i provstiet – drop in-dåb den 15. september:

- I vores provsti har vi mange tilflyttere fra brokvarterne, som ikke er blevet døbt, fordi deres forældre tænkte, at det måtte være op til dem selv, når de blev voksne. Det er de nu, og så skal vi gøre det så let som muligt for dem, siger Jacob Kloefas.