Charlotte Kongsgaard Nielsen
De pulser cigaretter, skyller håndfulde af piller ned inden morgenmaden og er hårde i filten.
Men der er også en anden og mere sårbar side af de kvinder, som sidder i Jyderup Fængsel, og som seere i øjeblikket kan møde i DR’s dokumentarserie ’Kvindefængslet’.
En side, som fængselspræst Mette Kruse Andersen møder i fortrolige samtaler med de indsatte. Hun er en af folkekirkens 60 præster for indsatte i fængsler og arresthuse over hele landet. Og hun har siden 2012 haft et hav af fortrolige samtaler med indsatte i Jyderup Fængsel – de såkaldte sjælesorgssamtaler.
I 2021 blev fængslet indviet som rent kvindefængsel. Men emnerne, som de indsatte kommer med, er stort set de samme uanset køn, fortæller hun.
- I virkeligheden er vi alle sammen jo ret ens bag vores facader. Vi vil alle bare gerne ses, høres, tages alvorligt. Og elskes. Jeg oplever, at en dominerende følelse blandt de indsatte er, at de ikke er gode nok. Den følelse findes jo hos os alle, men i fængslet er tingene bare sat på spidsen. De er stemplet meget eksplicit: ’Du er ikke god nok. Du kunne ikke finde ud af livet, så nu skal du straffes’, siger hun.
LÆS MERE: Præster med særlige opgaver
Du er ikke god nok
Nu kunne man tro, at fængselspræstens opgave var at overbevise den indsatte om, at hun er god nok. Men sådan er det ikke. Tværtimod giver Mette Kruse Andersen faktisk den indsatte ret og siger: ’Nej, du er ikke god nok.’
- Mange trøster ved at sige, ’Jo jo, du er god nok’, men hvis mennesket oplever ikke at være god nok, er det meget modstridende og kan virke som endnu et svigt, selv om hensigten er at trøste, siger hun.
- Hvad mange ikke har erkendt endnu er, at vi aldrig bliver gode nok. I samtalerne pådutter jeg ikke nogen noget, men det er som om, der ofte åbner sig et rum alene ved, at jeg ikke forsøger at overbevise dem om, at de er gode nok. Jeg lader dem være, og det vidunderlige er, at de stort set altid kommer frem til, at ’jeg er ikke god nok, men præsten siger, at Gud elsker mig på trods’, siger hun.
Og så sker der noget. Skuldrene sænker sig. Lige så stille falder paraderne og facaderne.
- Det er okay at være gennemsnitlig, og den frihed, der kan indfinde sig med den erfaring, kan være en stor velsignelse. Det er forfærdelig hårdt at jage et håb, der ikke kan opfyldes. At blive løst fra håbet om at blive god nok, gør, at man kan lade facaderne falde. Heri ligger velsignelsen.
LÆS MERE: Tilgivelse. Punktum.
Er i smerten med dem
Mette Kruse Andersen går ikke rundt og banker på celledøre. Vil man have en sjælesorgssamtale med præsten, skal man som indsat udfylde en anmodningsseddel.
Det kan også være fængselsbetjentene, psykologen, psykiateren eller sundhedspersonalet, der henviser en indsat til hende. Ligesom hun også henviser indsatte til andre fagpersoner.
Nogle indsatte vil tale om tro, andre slet ikke. Begge dele er helt okay. For Mette Kruse Andersen handler det om at være med den indsatte i det svære.
- Mit mål er ikke at flytte den anden ud af smerten. Jeg kunne have lyst, men jeg øver mig dagligt i at lade være. Mange af kvinderne har en erfaring med, at ingen kan holde ud at være i smerten med dem. Men når noget smerter, har vi brug for at dele det med nogen, og vi har brug for, at nogen bærer med i stedet for at negligere det. Det er min opgave, siger hun.
LÆS MERE: “Din kæmpe idiot. Dit liv er slut. Hvad fanden har du gjort”
Elsket for hvad du er
Fængselskirken ligger i Jyderup Fængsels åbne afdeling. Her holder Mette Kruse Andersen gudstjenester, inviterer til fællesspisning, fællessang og andre sociale arrangementer. Og at det foregår i netop kirken, gør en kæmpe forskel, mener hun.
- Kirken er et af de eneste steder, der ikke er overvåget. Der er heller ingen fængselsbetjente, medmindre de selv vælger at deltage i gudstjenesten. Det giver en enorm positiv frihed, hvor man kan være menneske til menneske. Jeg kan se, hvordan de indsatte lader skuldrene falde. Det er en glæde for mig at stille det rum til rådighed, siger hun.
Selv om fængselskirkens rolle til forveksling ligner den, der findes på den anden side af murene, er behovet mere intenst indenfor murene, mener Mette Kruse Andersen. Simpelthen fordi alt er sat på spidsen i et fængsel.
- Fængslet er et sted, hvor der er langt flere traumatiske livsfortællinger samlet på ét sted end ude i samfundet. Traumatisk barndom, diagnoser, vold, misbrug. Det er en bouillonterning, siger hun.
- Kirken i et fængsel kan være med til at repræsentere, at vi kan blive elsket for hvad vi er, mere end for hvad vi gør. I et fængsel handler det meget om, hvad du har gjort. Kirken er en kontrast til det. Du er elsket, for hvad du er. Det er for mig at se kirkens væsentlige opgave og berettigelse.
LÆS MERE: Håbet for i morgen findes, når dagen i dag giver mening