Da Lasses verden gik i stykker, sagde feltpræsten noget, som Lasse stadig lever efter i dag

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Det var to dage efter juleaften, og Lasse Lomholt ringede hjem til sin kone for at sige, at han savnede hende. Han stod den i støvede Helmand-provins i Afghanistan, hvor han for tredje gang var udsendt som hundefører.

Men der var ingen i den anden ende, der sagde ’jeg savner også dig’. Hans daværende kone sagde i stedet, at hun ville skilles.

Den 5. september er det flagdag for Danmarks udsendte, hvor vi anerkender dem, der er med til at sikre, at vi kan leve i sikkerhed og tryghed. Her får du en historie om en af dem, vi flager for, og som det er med mange veteraners fortællinger, er den barsk. 

Men den her er også håbefuld. Den handler nemlig også om, hvordan Lasse Lomholt fik modet tilbage, selv om han ikke selv troede det muligt.

LÆS MERE: Nyt initiativ: 10 præster skal bygge bro til soldater, veteraner og pårørende

Ingen at komme hjem til

Med telefonrøret i hånden blev han stående, efter samtalen var afsluttet.

- Jeg blev ramt af total håbløshed. Jeg blev fuldstændig ligeglad med alting. Hvad skulle jeg nu leve for? Man har et formål, og hvis det bliver ødelagt, står man nøgen. Det hele føltes spildt.

Sådan siger Lasse Lomholt om den dag for 11 år siden, hvor han mistede sit fodfæste midt i en krig.

- Jeg tog ud i verden for at gøre den til et bedre sted. Men pludselig havde jeg ikke nogen at komme hjem til. Mit eget verdensbillede var ødelagt, siger han.

Fra 2008-2012 var Lasse Lomholts job under sine udsendelser at gå forrest min sin hund, når hans enhed var på patrulje. Hunden skulle blandt andet afsøge jorden for vejsidebomber og sprængstof og dermed sikre, at de soldater, der gik bagved, kunne bevæge sig sikkert. Et job, der adskillige gange har bragt hans liv i fare. 

Og et job, der kræver, at man aldrig vakler.