Bryllup i det fri blev en succes
Gode erfaringer fra forsøgsperioden med bryllup uden for kirkens rum gør ordningen permanent. Det blev besluttet på bispemødet, hvor også lørdagsbegravelser, vielsesritual og en dannelseskonference var på dagsordenen.
Ellen Aagaard Petersen
Forsøgsordningen med kirkelige vielser uden for kirkens rum blev indført sommeren 2013. Siden har mange af de brudepar, som drømte om at sige ja til hinanden under åben himmel eller i eget hjem, gjort det med præst, velsignelse og salmesang. Erfaringerne er så gode, at ordningen nu bliver gjort permanent, fortæller biskop Peter Fischer-Møller efter bispemødet d. 3.- 6. januar i København.
Der bliver dog ikke tale om, at parrene kan forlange bryllup hvor som helst, understreger han. Vielsen skal kunne gennemføres værdigt og det er heller ikke meningen, at kommercielle bryllupsarrangører skal bruge ordningen som del af deres tilbudspakke. Skal kirkebrylluppet ikke foregå i kirken, skal det være et egnet sted, som det enkelte par har en særlig tilknytning til.
Lørdagsbegravelser og vielsesritual
Kritikken af, at enkelte kirker har sagt nej til at holde begravelse om lørdagen, blev også behandlet på mødet. Afvisningerne skyldes problemer med at have kirkeligt personale til rådighed om lørdagen. Men det er en situation, man bør finde en løsning på, mener biskopperne, som vil drøfte forholdene med Kirkeministeriet.
Biskopperne vedtog også et forslag om vejledende ritual for vielse af par af samme køn. Det autoriserede ritual med tilspørgsel af parret trådte i kraft samtidig med ordningen i 2012, men nu kommer der også et vejledende ritual med bønner og læsninger til resten af ceremonien i kirken.
Hvad skal vi med skolen?
Dannelsesdebatten i kølvandet på de store forandringer på skole- og uddannelsesområdet var igen på biskoppernes dagsorden. Til april afholder de i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Foreningen Skole og Forældre dannelseskonferencen Hvad skal vi med skolen?
Også en konference om tanke- og trosfrihed er på biskoppernes tegnebræt. Den bliver afholdt til november og skal kaste lys på religionens samfundsmæssige betydning.
Samarbejde med migrantmenigheder, folkekirkens kommunikation og en ny præsteuddannelse blev også vendt på bispemødet, som denne gang strakte sig over fire dage. Læs hele referatet her