Bonusjul for skilsmissefamilier
Familier, der er delt i julen, skal ikke snydes for en julegudstjeneste. Det mener sognepræst Peter Nejsum, der lillejuleaften holder en særlig gudstjeneste. Bonusjul hedder det.
Af Bo Nygaard Larsen
Julen begynder et døgn tidligere i år i Brønshøj Kirke. Lillejuleaften holder sognepræst Peter Nejsum en særlig julegudstjeneste for især skilsmisseramte familier.
- Julen er en sårbar tid for skilsmissefamilien, fordi det her bliver tydeligt, at den er splittet. Børnene holder nødvendigvis ikke jul sammen med begge forældre, og derfor er det blevet mere og mere udbredt at holde før-juleaften med den forælder, barnet ikke er sammen med juleaften. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi som kirke byder os til. Det gør vi så med denne særlige julegudstjeneste lillejuleaften, siger Peter Nejsum.
Præsten fra Brønshøj mener, at kirken har haft en tendens til at fejre kernefamilien, ikke mindst til jul. Der er mange andre måder, man kan være familie på, og han håber at kirken med bonusjulen kan bidrage til, at de skilsmisseramte familier, der prøver at skabe nogle nye traditioner, kan få en god jul:
- Med Bonusjul viser vi, at julen ikke handler om, hvordan man er familie. Det handler om, at et ganske særligt barn er født, og at Gud kommer til denne verden, sådan som den nu engang ser du. Det er det, jul handler om inderst inde.
LÆS OGSÅ: Mette Bock: Julefred findes også, når livet gør ondt.
Klassisk julegudstjeneste
Peter Nejsum afviser da også, at Bonusjul er et forsøg at tage forskud på julen:
- Nej, det er det ikke. For det første har vi jo gennem hele december sunget julesalmer og afholdt juleafslutninger for skoler og institutioner, arrangeret julekoncerter, Vi synger julen ind og andre arrangementer. Det udvander ikke julen. Tværtimod er det mit indtryk, at det er med til at øge julestemningen, siger Peter Nejsum og fortsætter:
- Bonusjul vil være en klassisk julegudstjeneste med juleevangeliet, juleprædiken og nogle af de kendte og elskede julesalmer. På den måde er den ikke noget særligt, og alle andre, der af en eller anden grund ikke kan komme til juleaftensgudstjenesten i Brønshøj Kirke, er også velkomne til bonusjul.