Fortsæt til hovedindholdet
28. oktober 2024

Middelalderkirker, grøn omstilling og børn med særlige behov på dagsordenen

På årets tredje bispemøde var folkekirkens ansvar for at bevare den nationale kulturarv i programmet.

Biskopperne var samlet til bispemøde i Maribo 22. til 25. oktober.

På sidste uges bispemøde diskuterede biskopperne, Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen og Præsteforeningen problemet med vedligeholdelse af landets mange middelalderkirker.

Der var en fælles opfattelse af, at der er store udfordringer med den fremtidige vedligeholdelse af middelalderkirker i tyndt befolkede områder. Problemerne er komplekse, og der er blandt alle parter en vilje til at finde langtidsholdbare løsninger.

LÆS MERE: Har folkekirken et vildt problem?

Konfirmationer for børn med særlige behov

Et nyt arbejdsredskab er på vej til præster, der arbejder med børn med skolevægring. Det er lavet i samarbejde mellem Netværk for folkekirkens arbejde med mennesker med særlige behov og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Folkekirkens arbejde med mennesker med særlige behov har udviklet sig meget de seneste ti år. Derfor har netværket af præster, der arbejder med netop den gruppe, udarbejdet et nyt kommissorium for arbejdet. Blandt andet bliver meget af arbejdet for specialiseret til det enkelte sogn og bør i stedet flyttes til provstierne. Biskopperne godkendte kommissoriet.

Fokus på grønnere rejser for stiftsadministrationerne

Folkekirkens Grønne Omstilling holdt oplæg for biskopperne om projektets arbejde de seneste tre år. Det skal bidrage til den grønne omstilling i Danmark ved blandt andet at reducere folkekirkens energiforbrug.

LÆS MERE: Folkekirkens Grønne Omstilling

Derfor præsenterede projektleder Jesper Rønn Sørensen et værktøj, hvor hvert enkelt sogn kan se sit eget klimaaftryk på Folkekirkens Grønne Omstillings hjemmeside. Tanken er, at sognene herefter kan lave en lokal indsats for at nedbringe klimaaftrykket.

I forlængelse af præsentationen vedtog biskopperne en ny transportpolitik for stiftsadministrationerne, der fremover skal opgøre CO2-udledningen i forbindelse med transport for at kunne nedbringe den.

Læs hele referatet fra bispemødet på dette link.