Fortsæt til hovedindholdet
6. oktober 2015

Biskop til politikere: ”Kærligheden fordriver frygten”

Politikerne bør lade sig styre af kærlighed i stedet for frygt. Det var budskabet i biskop Marianne Christiansens prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste

Kærligheden kan besejre frygten, sagde biskop Marianne Christiansen i sin prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste. Foto: Haderslev Stift

Jens From Lyng

Frygt er voldsomt på mode. Det sagde biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen til politikerne på Folketingets første arbejdsdag.

- Meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt. Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver andeledes eller dårligere i fremtiden, lød det i Christiansborg Slotskirke fra biskoppen.

Med henvisning til Jesus opfordrede hun de folkevalgte til ikke at lade sig styre af frygten. Det samme sagde Jesus nemlig til sine disciple på deres sidste aften sammen.

SE OGSÅ: Det laver biskoppen

Kærlighed slår frygt

Det eksempel skal vi følge, sagde biskoppen. Og det skal vi gøre ved hjælp af kærlighed:

- Fuldkommen gode og kærlige kan vi ikke blive, men vi er frie til at gøre det gode, at gøre kærlighedens gerninger over for hinanden, ikke for at blære os eller være urealistiske, men fordi det er den eneste realistiske vej ud af frygten og lidelsen. På det nære som på det store plan.

Marianne Christiansen sluttede sin prædiken med at hylde demokratiet og opfordre folketingspolitikerne til at have mod til at tale imod flertallet, hvis det er nødvendigt.

Læs hele prædikenen her