Biskop Henning Toft Bro går på pension
Efter 11 år som biskop i Aalborg Stift går Henning Toft Bro på pension med udgangen af oktober 2021.
- Efter 36 år som præst i folkekirken, hvoraf de godt 11 år som biskop over Aalborg Stift, har jeg besluttet at gå på pension med udgangen af oktober 2021. Beslutningen har været undervejs i et par år, fordi min hustru og jeg vil gå på pension på samme tid.
Sådan lyder det fra biskop Henning Toft Bro, der har meddelt, at hans tid som biskop er ved at være forbi.
Senere på året går bispevalget i gang. Her skal der vælges en afløser til biskop Henning Toft Bro. Kandidaterne kendes endnu ikke, og den videre tidsplan for bispevalget er endnu ikke fastlagt. Når den nye biskop er valgt, vil bispevielsen finde sted i Aalborg Domkirke Budolfi. Bispevielsen vil efter al sandsynlighed finde sted søndag den 12. december 2021 klokken 14. Når den endelige dato ligger fast, meldes dette ud.
En spændende og lærerig tid
Henning Toft Bro understreger, at han gennem sin tid har oplevet, at folkekirken er en aktiv medspiller i samfundsdebatten og civilsamfundet og ser gerne, at denne udvikling fortsætter:
- Jeg har været præst i Aalborg Stift siden 1997. Det har været en spændende, udbytterig og lærerig tid at være en del af udviklingen af folkekirken både som præst, provst og biskop. Noget af det, som jeg hæfter mig ved i disse år, er, at folkekirken er blevet en aktiv medspiller i både samfundsdebatten og i civilsamfundet. Der er brug for folkekirken som aldrig før, og når vi griber denne mulighed for samskabelse, dialog og samarbejde, er der håb for, at folkekirken kommer til at stå endnu stærkere de kommende generationer.