Fortsæt til hovedindholdet
27. september 2016

Biskop fratræder

Biskop meddeler, at han agter at fratræde sin stilling som biskop pr. 1. august 2017. Nu skal han være ph.d.- studerende.

Biskop Steen Skovsgaard fratræder sin stilling 1. august 2017 for at blive ph.d.-studerende. Pressefoto.

Biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, meddeler, at han agter at fratræde sin stilling som biskop pr. 1. august 2017. Steen Skovsgaard har været biskop i Lolland-Falsters Stift siden 2005. Selv siger han om baggrunden for beslutningen: 

- Jeg er bestemt ikke træt af arbejdet, tværtimod. Det er et fantastisk job, og Lolland-Falsters Stift er landets bedste stift. Her sker så meget godt og positivt. Der er så mange - også nye - engagerede og dygtige præster og medarbejdere, og vi er inde i en kolossal udvikling på mange områder. Jeg har dog hele tiden vidst, at jeg ikke ville fortsætte med at være biskop til jeg blev 70 år, og det er som bekendt vigtigt at stoppe, mens legen er god.  

LÆS MERE om biskoppernes arbejde

Islam og kristendom

Steen Skovsgaard løfter samtidig sløret for, hvad han derefter vil give sig i kast med: 

- Der har vist sig en unik mulighed, som jeg er utrolig spændt på og taknemlig for at kunne tage op. Jeg har nemlig fået tilsagn fra Kirkeministeriet, der gør det muligt at søge ind på Aarhus Universitet som ph.d.-studerende fra september 2017. Her vil jeg få lejlighed til at studere eet af de, efter min mening, helt store, brændende og forsømte spørgsmål, nemlig: De sidste tider og dommedag – i islam og kristendommen. Mit mål er at lave et sammenlignende studie af, hvad vi venter og håber på som henholdsvis kristne og muslimer.   

Steen Skovsgaard har i sin tid som sognepræst i Gellerup beskæftiget sig indgående med religionsmødet og skrevet flere bøger om islam og kristendom. Det er et emneområde, som han nu – med professor Peter Lodberg som hovedvejleder – vælger at genoptage og fordybe sig i. 

LÆS MERE om bispevalg

Mediestorm 

Steen Skovsgaard fortæller videre om interessen, der ligger bag hans kommende liv som ph.d.-studerende: 

- Siden 2007, hvor jeg havde fornøjelsen af at sætte en mindre mediestorm i gang om De sidste tider og dommedag, har jeg haft lyst til at studere dette emne mere indgående. Samtidig har jeg aldrig sluppet interessen for islam og religionsmødet. Det glæder jeg mig til at få tid til og mulighed for gennem dette studium, som er blevet tildelt som en retræteordning. 

- Når jeg har valgt at melde beslutningen ud så tidligt, er det for at give god tid for præster og menighedsråd til at finde og vælge min afløser. Indtil da fortsætter jeg naturligvis arbejdet med uformindsket styrke indtil afskedsgudstjenesten og afskeden, som forventeligt bliver i forbindelse med landemodet den 14. juni 2017.